Kvissel

Ingen penge til reparation af utætte idrætshaller

JERUP OG RAVNSHØJ: - Vi har nogle haller, der ikke kan tåle at stå ude, siger formanden for Børne- og Ungdomsudvalget Paul Rode Andersen (SF). Det er hallerne i Jerup og Ravnshøj, han taler om, og de har det ikke ret godt. De to haller er ens, og i begge tilfælde er det galt med taget. Paul Rode Andersen illustrerer problemet således: - Man skal huske at have en karklud med til håndbold. Især i Kvissel Idrætsforening, der holder til i Ravnshøjhallen, har man mærket problemet. Vand på gulvet har betydet, at flere hjemmekampe og stævner er blevet aflyst. Den ideelle løsning ville være nyt tag, men det er der ikke afsat midler til på budgettet for 2003. Ifølge en redegørelse fra ejendomssektionen vil et nyt tag koste omkring en mio. kroner pr. hal. At lappe på problemet koster 50-75.000 kroner årligt. Og det er den løsning, man foreløbig må ty til. På Børne- og Ungdomsudvalgets seneste møde var emnet på dagsordenen, og udvalget indstiller, at der afsættes penge på budgettet for 2004 til at skifte taget på de to haller. - Det bør prioriteres meget højt, siger Paul Rode Andersen.