EMNER

Ingen personskade ved brand i solcenter

Elinstallationer var årsag til, at der udbrød brand i solcentret i Bredgade

BRØNDERSLEV:Ingen personer kom noget til, da der i går udbrød brand i Solcentret ”Sun4You” i Bredgade. Lidt før klokken 15 opdagede naboerne i Folkekirkens Nødhjælp, at det brændte i solcentret og fik ringet 112. Beboerne i lejlighederne ovenover opdagede også branden i tide, og alle kunne udramatisk gå i sikkerheden på gaden. Sonja Nielsen opdagede branden, da hendes røgalarm gik i gang. - Først troede jeg, at det var en lastbil der bakkede. Men da jeg fandt ud af, at det var røgalarmen, måtte jeg jo ud og se, hvad det var, siger Sonja Nielsen der skyndte sig at forlade lejligheden, da hun opdagede at det brændte. Da Brønderslev Brandvæsen ankom til stedet, brændte det i en af de bagerste kabiner i solcentret. Men selvom ilden ikke var ret voldsom, nåede flammerne alligevel at udrette skade på lejlighederne ovenover. - Meget tyder på, at branden er opstået i nogle installationer. Den er så brændt op i etageadskillelsen, hvor vi skal skære nogle kvadratmeter af gulvet op til lejligheden ovenover, for at få slukket ilden, forklarer beredskabschef Jens Anker Gere og tilføjer, at beboerne nok på forberede sig på, at lejlighederne er røgskadet. Og det var da heller ikke rart for Sonja Nielsen at stå på gade og se røgen vælte ud af sin lejlighed. - Det er ikke sport sjovt, og nu siger de, at de måske skal skære gulvet op. Jeg er da svært bange for, at jeg ikke kommer hjem i dag, siger hun.