Ingen piger at afhøre

Manden bag Gøglerbåden valgte at frafalde sin anke til landsretten. Nu modtager han byrettens dom.

Jens Skriver Steffensen,
Manden bag Gøglerbåden Asger Bugge Møller frafaldt anken af sin dom for rufferi. Foto: Grete Dahl
Retspleje 17. oktober 2011 13:42

Det blev ikke helt det retsmøde som anklager Rikke Hyttel havde planlagt skulle foregå i Vestre Landsret i Aalborg i dag. Ankesagen mod Asger Bugge Møller, der 14. december sidste år blev dømt for rufferi ved Retten i Aalborg, blev nemlig ikke til noget. Efter at have været omkring 20 minutter forsinket kunne Asger Bugge Møllers forsvarer Michael Juul Eriksen meddele retten, at man ikke ønskede at fastholde anken. En besked der betød, at anklager Rikke Hyttel måtte bede om udsættelse af sin sagsfremlæggelse til klokken 13 mandag. Nyt overblik Den anden tiltalte, der i byretten blev idømt 40 dages betinget fængsel, valgte nemlig at fastholde sin anke, og Rikke Hyttel havde derfor brug for at skabe nyt overblik over, hvad hun skulle bruge - og ikke skulle bruge - i sin fremlægning. Forsvarer Michael Juul Eriksen forklarede efter det korte retsmøde, at han sammen med sin klient valgte at frafalde anken, da en række af de piger der havde arbejdet på Gøglerbåden, og som i forsvarerens øjne kunne medvirke til en frifindelse, ikke kunne blive afhørt i retten. 100.000 kroner konfiskeret - Politiet har ikke kunnet finde pigerne, som de siger er i udlandet, og uden dem ville vi ikke have ammunition til at føre en anden sag end i byretten. Og så ville udfaldet jo nok blive det samme, fortalte Michael Juul Eriksen. I byretten fik Asger Bugge Møller en dom på fem måneders betinget fængsel samt konfiskation af 100.000 kroner for rufferi. - Der er ting, der skal ændres i konstruktionen af Gøglerbåden, for at det kan fungere lovligt, og dem må Asger Bugge Møller så få ændret, sagde Michael Juul Eriksen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...