Ingen prangende sæson for herrehold

AALBORG: De lokale førstehold i volleyball for herrer har ikke just haft en prangende efterårssæson i de respektive rækker, da det her ved jule- og nytårspausen kun er blevet til beskedne placeringer. Bedst er det gået for LKB-Gistrup i 2. division, hvor de 10 point efter fem sejre og fire nederlag rækker til en foreløbig placering som nummer seks. LKB-holdet fik en god start på sæsonen men løb så ind i nogle uventede og unødvendige nederlag som gjorde, at forventningerne til sæsonen blev skruet lidt ned. Forventninger havde et amputeret Svenstrup-hold ikke mange af inden sæsonen og med en sidsteplads, og kun to point i ni kampe er de værste forventninger blevet indfriet. Det er undervejs blevet til flere meget lige kampe og med lidt held kunne der således være flere point på kontoen. Heldigvis for Svenstrup er Aarhus 1900 II og VK Vendsyssel med fire point samt Skive med to point ikke meget bedre kørende, så Svenstrup håber at kunne klare frisag fra den truende nedrykning. I sidste sæson måtte de bedste herrer fra VK 74 rykke ud af 2. division, og det blev indledningen til at bygge et nyt hold op i Danmarksserien. Spillemæssigt er det da også gået frem fra kamp til kamp, men der mangler stadig lige det sidste, da det oftest er modstanderne, der vinder de tætte kampe endnu. Her før starten på anden halvdel af sæsonen efter nytår er VK 74 næstsidst med fire point for ni kampe, men umiddelbart over ligger Hornum og Nordre 66 fra Hjørring med hver 6 point, mens Aabybro har otte point på sjettepladsen i rækken. mølbæk