Ingen raketter på Kristiansandvej

Familien Baali fra Afghanistan glæder sig over at være i sikkerhed og er blevet glade for Hjørring

HJØRRING:Da Joma Baali i 2000 fik den glædelige meddelelse, at han ikke skulle rejse tilbage til Afghanistan men havde fået opholdstilladelse i Danmark, fulgte der også den besked med, at han var blevet fordelt til Hjørring Kommune. Da måtte Joma lære noget nyt om dansk geografi. Han havde ikke hørt om Hjørring. - Jeg kendte ikke Danmark så godt. Hvis man flytter fra et land til et andet, så tager det noget tid, inden man kender landet. Men nu forstår jeg Hjørring lidt bedre, smiler Joma. Han byder NORDJYSKE indenfor i familiens lejlighed på anden sal på Kristiansandvej og viser udsigten frem. Man kan se Lundergårdskolen og Lundergårdhallen, hvor børnene, fem drenge fra ni til 20 år, bruger mange timer. Joma og hans kone, Pakiza Baali, byde på te i fine kopper. Begge siger rigtig mange gange: - Du er velkommen her, du er velkommen. At finde sin adresse Baggrunden for, at familien nu har fået et liv i Hjørring, er ellers ikke noget, der kan kalde Jomas brede smil frem. Livet i Afghanistan var blevet for farligt, og Joma måtte flygte. Det var først lidt senere, at resten af familien kom til Hjørring via familiesammenføring. Den første tid i Hjørring husker Joma godt. Kommunen hjalp ham, og han fik et sted at bo. - Der kom en sød dame og viste mig min adresse. Hun satte mig også i forbindelse med en anden afghaner. Så hvis jeg gik ud i byen og ikke kunne finde min adresse igen, så kunne jeg ringe til ham, husker Joma. Først koncentrerede sig om, var at få overblik over, hvor togstationen og busstationen lå. Han så også efter, om der var nogle høje punkter at orientere sig efter. For Joma var det helt fint at blive sendt til Hjørring. - Når man flygter fra et land, hvor der er bomber og raketter, så var der her et rigtigt roligt sted til mig. Han begyndte på Sprogskolen og fandt ud af, hvor fabrikkerne lå, så han kunne søge arbejde. Men samtidig var han meget bekymret for familien i Afghanistan. - Jeg var bange for Taleban. De tænker ikke på menneskeliv, siger han. Senre samme år fik familien lov at komme til Danmark, og alle syv blev samlet i sikkerhed i Hjørring. Taler et, skriver andet Efter fire år i Hjørring har Joma og resten af familien nu ingen problemer med at finde deres adresse. Men det med sproget har været hårdt. Mens børnene har haft let ved at lære det, har det været sværere for Joma og Pakiza. - Dansk er meget meget svært. Der skal man tale et og skrive noget andet, smiler Joma, der dog klarer sig godt på dansk og synes, han har haft gode lærere. Det er let at tale med parret, kun grammatikken er ikke helt på plads, og en gang i mellem må de lede efter et ord. - Men børnene er bedre til dansk end de er til persisk, siger Pakiza. Danskere som muslimer Kulturen til gengæld har familien haft let ved at tage til sig. Joma ser ingen modsætning mellem kristne og muslimer. - Koranen er næsten lige som Bibelen. Vores religion er meget venlig. Man skal hjælpe børn, gamle og fattige. Danskerne lever faktisk, som vores religion siger. Men i Afghanistan lever muslimerne ikke, som Koranen siger. Den danske kultur er en meget god kultur, siger Joma, der betegner danskerne som meget venlige. - Vores mennesker i Afghanistan er også venlige, men næsten alle børn er opdraget i krig, og man kan ikke lære noget fra en krig. Pakiza arbejdede i Afghanistan hjemme som mor til fem og med ansvaret for alle dyrene. Men her er hendes liv anderledes. - Jeg har været i praktik i en måned på Bisca, og der lærte jeg gode venner at kende. Jeg lærte meget dansk af at arbejde. Hvis man sidder hjemme, så lærer man ikke noget, fortæller Pakiza, der stadig er på Sprogcentret. Joma har haft arbejde på en fiskefabrik i Hirtshals, og det var han rigtig glad for. Men skulderen kunne ikke holde til det, og han måtte derfor stoppe og går nu på et kursus i Aalborg, hvor han lærer om at være selvstændig - familien håber nemlig på at åbne egen butik. Joma er godt nok uddannet mineingeniør, men: - Danmark har ikke miner. Min uddannelse er meget forskellig fra civilingeniør. Det vigtigste for famlien er, at de nu har et liv i sikkerhed. - Vi er glade. Vores børn går i skole og kan blive professor eller hvad de gerne vil. Vi er glade for, at der ikke kommer nogle raketter her eller røveri, siger Joma. Også de fem sønner er glade for, at deres liv nu kommer til at finde sted i Danmark. Familien trives. Dog savner Pakiza nogle gange sin mor og sine søstre. Men børnene kikker sig ligesom deres far ikke tilbage. - Vi savner ikke Afghanistan, for vi har ikke rigtig nogle gode oplevelser derfra, forklarer den ældste, 20-årige Ashraf.