Lokalpolitik

Ingen respekt for de gamle

Politikere kritiseres for at tillade nedrivning af den ene bevaringsværdige bygning efter den anden

Politikerne giver tilladelse til nedrivning af så mange bevaringsværdige bygninger, at det begynder at ligne en tendens. Både Vendsyssel Historiske Museum (VHM) og Foreningen for bygnings- og landskabskultur i Hjørringområdet, FBL-Hjørring, kritiserer Hjørring Kommune for at give grønt lys til nedrivning af for mange bevaringsværdige bygninger. På det seneste møde i teknik- og miljøudvalget blev der givet tilladelse til nedrivning af et bevaringsværdigt hus i Astrup. Desuden besluttede et flertal i udvalget at anbefale endelig godkendelse af en lokalplan, der gør det muligt at nedrive et bevaringsværdigt pakhus på Skolegade 23 i Hjørrings gamle bydel. Uheldigt mønster - Vi er bekymrede for en praksis, hvor man et for et ophæver bevaringsværdigheden for en række huse i Gammel Hjørring, skriver FBL-Hjørring i en indsigelse imod lokalplanen for Skolegade 23. Museumsinspektør Signe Langberg fra VHM er enig med FBL-Hjørring i at der tegner sig et uheldigt mønster. - Det er en tendens jeg ikke synes om. I løbet af en måned har jeg skrevet indsigelse i fire sager om nedrivning af bevaringsværdige bygninger, fortæller hun. - Man skal passe meget på med at fjerne den ene bevaringsværdige bygning efter den anden. Til sidst står vi tilbage med ingenting - ingen kulturhistorie, advarer Signe Langberg. Ingen årsag Der skal være tungtvejende årsager til at ophæve en bygnings status som bevaringsværdig. VHM og FBL hæfter sig ved at der ikke har været særligt tungtvejende grunde i de seneste sager. - Vi mener, at kun bygherren og ikke almenvellet har gavn af at ophæve bevaringsværdigheden for baghuset i Skolegade 23, skriver FBL-Hjørrings formand, Søren Thirup, i sin indsigelse. Udfra tegningerne beskriver han det kommende boligbyggeri som en "stor og temmelig ordinær boligbebyggelse". I forbindelse med nedrivningen af det bevaringsværdige hus i Astrup, er der slet ikke angivet nogen årsag. Praktisk anlagte folk Men teknik- og miljøudvalget siger altså igen ja til nedrivning. Jørgen Bing (SF), formand for teknik- og miljøudvalget, stemmer dog imod lokalplanen for Skolegade 23, og er enig i at der forsvinder for mange bevaringsværdige bygninger. - Personligt synes jeg det er skammeligt, når vi er en kulturarvskommune. Det er ikke særlig klædeligt, mener Jørgen Bing. - Jeg giver FBL ret i at det begynder at ligne en tendens. Når man ser hvordan der renoveres i Århus og København, kunne de godt få noget ud af det gamle pakhus. Men det er nok lidt mere praktisk anlagte folk heroppe, tilføjer han.