EMNER

Ingen respekt?

HALALSLAGTNING:Når jeg læser, at der i hele Københavns kommunale skolevæsen kun serveres halalslagtet kød, er jeg dybt forarget over, at ritualslagtning ikke for længst er stoppet i Danmark. Det er ca. et år siden, det Dyreetiske Råd og justitsminister Lene Espersen ville have de brutale ritualslagtninger forbudt – men hvad er der sket? Lovforslaget har åbenbart været til høring i folketinget, hvor et flertal af politikerne er gået ind for denne grusomme mishandling af dyrene, hvor de får halsen skåret over uden bedøvelse p.gr. af forstokkede religiøse ritualer. Der findes åbenbart ikke mange dyrevenner i Københavns Kommune, da man accepterer ovennævnte. Men mange har vel ingen kontakt til naturen og ved vel næppe hvordan en ko ser ud, og som følge deraf åbenbart ligeglade med hvordan aflivningen foregår. Det kunne hjælpe på danskernes intolerance, hvis vi havde nogle politikere, der var konsekvente og ville stille krav til de mennesker, der vil bo i Danmark, i stedet for at lave særregler på bekostning af landets love og skikke, og i dette tilfælde til stor lidelse for dyrene.