Ingen ret at få børn

I tirsdags havde Folketinget første behandling af regeringens lovforslag om bøssers og lesbiskes adgang til at adoptere børn.

Lovforslaget er et resultat af, at et flertal uden om regeringen tvang den til at fremsætte det, idet seks af Venstres unge gruppemedlemmer stemte imod deres egen regering. Det har nogle af dem bebudet, at de vil gøre igen. Venstre har nemlig fritstillet gruppen, som der er tradition for i spørgsmål af etisk karakter. – I parentes bemærket er folketingsmedlemmer i øvrigt ifølge Grundloven alene bundet af deres overbevisning og derfor i princippet altid fritstillet (!). En vis gruppedisciplin er dog af stor praktisk betydning i det daglige, og der er vel også en grund til, at man samler sig i partier, nemlig at man deler grundholdning til, netop hvilke etiske værdier samfundets indretning bør bygge på. For en gruppe af de yngste liberale folketingsmedlemmer – herunder nordjyske Karsten Lauridsen – er det imidlertid af afgørende betydning at demonstrere et frisind og en tolerance, som forekommer totalt misforstået, og som ikke kan bygge på andet end manglende livserfaring og en heraf følgende fatal mangel på kvalificeret dømmekraft i etiske spørgsmål. Hør blot argumentet for at stemme for homoseksuelles ret til at adoptere: ”Det er diskriminerende og udtryk for manglende ligestilling, at bøsser og lesbiske ikke ligestilles med heteroseksuelle”. Samme argument lyder, når det gælder homoseksuelles ret til at indgå ægteskab. Lad det være sagt straks og umisforståeligt: Selvfølgelig skal det respekteres, at nogle mennesker har en anden seksuel orientering end flertallets heteroseksuelle. Og selvfølgelig skal homoseksuelle hverken fordømmes eller diskrimineres. Et ægteskab er imidlertid en pagt mellem mand og kvinde, hvis kærlighed til hinanden kan velsigne dem med den lykke at sætte børn i verden. Hvis det af den ene eller den anden årsag ikke lykkes, er der en mulighed for adoption, hvis nogle nærmere definerede betingelser er opfyldt. I anerkendelse af homoseksuelles kærlighed til hinanden har samfundet givet dem muligheden for at indgå registreret partnerskab på rådhuset med efterfølgende velsignelse i kirken. Muligheden for at få børn er af helt naturlige årsager ikke-eksisterende, da det kræver en person af hvert køn. Derfor er der heller ikke tale om diskrimination af homoseksuelle, når de ikke har adgang til at adoptere – de har nemlig valgt en livsform, som ikke er baseret på at sætte børn i verden. Og selv om vi lever i et højt udviklet velfærdssamfund, så er det altså ikke en ret at få børn. Det er en mulighed, som bliver til virkelighed for nogle og ikke for andre. At give homoseksuelle lov til at adoptere, vil fundamentalt være i strid med tanken om, at adoption er en mulighed for par, der ellers ville have kunnet sætte børn i verden. Det er beskæmmende for det borgerligt liberale Danmark, at nogle af dem, der aspirerer til at blive fremtidens toppolitikere, glimrer ved at forplumre debatten med et så overfladisk og forkvaklet forhold til grundlæggende værdier som frisind, åbenhed og tolerance. Igen: Det er ukvalificeret, og det er udtryk for alt andet end ægte frisind! Både homoseksuelle par og vi andre bør have den åbenhed, tolerance og respekt for anderledes måder at indrette sin tilværelse på, at vi også respekterer de konsekvenser den ene og den anden måde at leve på har. Og konsekvensen af et homoseksuelt parforhold er som noget helt naturligt barnløshed. Desværre er både denne sag og forårskåde KU’eres stupide aktionsplaner med kollektiv udmeldelse af Folkekirken udtryk for, at de politiske ungdomsorganisationer ikke kun er et gode for folkestyret. De fungerer nemlig også som udklækningsanstalter for politikere, der aldrig når at stifte bekendtskab med det virkelige liv. De er dårligt nok tørre bag ørerne, inden de sætter sig i Folketinget. Derfor får vi også situationer som den, vi nu oplever, hvor en regering tvinges til at fremsætte et lovforslag, som den er imod. Oppositionen godter sig naturligvis – er der nemlig noget så skønt som nyttige idioter at trække på i den politiske kamp? Flemming Jansen er fhv. borgmester (V) i Pandrup Kommune, lektor og freelancejournalist. Bor på Østerled 5 i Pandrup.