Hobro IK

Ingen revolution hos Hobro IK

Mandagens pressemøde hos oprykkerne efterlod et indtryk af, at tingene fortsætter stort set uændret i Superligaen

Hobro IK fortsætter de vante arbejdsgange i Superligaen. Foto: Michael Bygballe

Hobro IK fortsætter de vante arbejdsgange i Superligaen. Foto: Michael Bygballe

HOBRO: Søndag blev oprykningen til Superligaen en realitet for Hobro IK, og mandag eftermiddag havde den nordjyske klub så indkaldt til pressemøde på DS Arena i Hobro.

Målet var at kaste lys over klubbens forventninger til Superligaen.

Formand Steen Juulsgaard, cheftræner Jonas Dal og anfører Mads Justesen var blevet udvalgt til at servicere lokale, regionale og landsdækkende medier.

Ingen nye ansigter

Hvis de fremmødte fans havde håbet på nyt om forlængede kontrakter eller nyerhvervelser, så blev de skuffede.

Steen Juulsgaard gav et oprids af klubbens faciliteter og arbejdet med at få lagt vand og varme i banen. Derudover fortalte formanden, at løbebanen bliver nedlagt, så tilskuerne kommer tættere på banen fremover.

En af de store udfordringer i den kommende sæson bliver sikkerheden til de store kampe i Superligaen, men Steen Juulsgaard kunne berette, at man havde haft stor gavn af at følge AaB’s arbejde på det punkt.

Træning skal flyttes

Herefter blev ordet givet videre til Jonas Dal, der fortalte om mirakelsæsonen. Cheftræneren forklarede samtidig, at der også fremover skal være plads til den enkelte spiller og dennes særpræg i Hobro IK.

Klubben vil fortsætte med at arbejde som hidtil i Superligaen, men man håbede på at kunne rykke førsteholdets træningspas, så de fremover kan blive afviklet tidligere på eftermiddagen.

Sportschef Jens Hammer Sørensen deltog ikke i pressemødet, da han var bortrejst på lejrskole. Derfor kommenterede Jonas Dal også på truppens fremtidige sammensætning, hvor man håber på at kunne fastholde store dele af den trup, der sikrede oprykning til Superligaen. Samtidig vil man naturligvis forsøge at styrke truppen, men ingen detaljer blev offentliggjort.

En fortjent oprykning

Sidste mand ved mikrofonen var Mads Justesen, der satte ord på de sportslige forventninger til sæsonen i Superligaen.

Anføreren forsikrede om, at Hobro IK havde gjort sig fortjent til at spille i Superligaen, hvorfor han heller ikke var enig med de folk, som i medierne har stillet spørgsmålstegn ved, om Hobro IK havde noget at gøre på det absolutte topniveau.

Mads Justesen så frem til de mange sportslige udfordringer, og anføreren forsikrede samtidig om, at holdet havde tænkt sig at tage udfordringen op, selvom der ville komme kampe med modvind.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.