Ingen revy i Mosbjerg i år

Kræfterne bag Mosbjerg Revyen håber på opførelse i 2007

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Normalt er der et indslag om Brugsen i Mosbjerg, men også numre, der ikke er lokale.

MOSBJERG:Det var ikke kun Mosbjerg Kro, der gik op i røg kort før julen 2005. Også en mangeårig fast tradition i form af den populære Mosbjerg Revy stod uden tag over hovedet, da kroen var brændt, og det gør revyen fortsat. Helt sikkert er det, at der ikke bliver en efterårsrevy i Mosbjerg i år, men folkene bag revyen håber alligevel og satser på, at billedet ændrer sig næste år. - Vi har følere ude forskellige steder og prøver at finde en god scene til revyen i fremtiden. Vi er otte-ti faste folk bag Mosbjerg Revyen, og vi er bestemt indstillede på, at revyen lever videre, siger Dorthe Hein, der har været med siden 1993. Og at revyen lever videre er der helt sikkert mange i Mosbjerg og omegn, der er også håber på. - Vi møder mange mennesker, der spørger til revyen lige i øjeblikket, siger Dorthe Hein. Tolne-Mosbjerg Teaterforening, der står bag revyen, har ikke økonomi til at leje sig ind i en hal, og der er mange ting, der skal falde i hak, før det rigtige sted er på plads. Det praktiske - Vi plejer jo at lave alt selv, så det skal være et sted, hvor vi også kan overkomme de praktiske opgaver. Med de folk vi er, kan vi ikke overkomme mere arbejde, end det vi hidtil har været vant til at have med revyen, siger Dorthe Hein. Hun betegner de frivillige kræfter som én stor familie, hvor de fleste har rødder i Mosbjerg. - Og Jan Pedersen er formand, og det bliver han ved med at være, slår Dorthe Hein fast med et grin. Det er helt tydeligt, at folkene bag revyen holder sammen og står fast, også selv om det er en svær opgave, de er i gang med i en tid, hvor andre revyer i Vendsyssel har det svært. Omkring 300 publikummer fra et stort område plejer at overvære revyen, der normalt bliver spillet over to aftener.