Ingen røde roser til privatskoler

Sudoku-bøger og aviser blev pakket væk med det samme. For det var med at holde godt fast i de røde seler, da Socialdemokraterne søndag formiddag kastede sig ud i en ægte maraton-debat og -afstemning om partiets nye uddannelsesprogram.

Christine Antorini fremlagde uddannelsesprogrammet.FOTO: henning bagger/scanpix

Christine Antorini fremlagde uddannelsesprogrammet.FOTO: henning bagger/scanpix

Et af de varmeste emner var, hvorvidt børn i folkeskolen skal tilbydes gratis skolemad. DSU-formand Jacob Bjerregaard fik klapsalver, da han agiterede for de unge socialdemokraters forslag. Men da stemmekortene skulle rækkes i vejret, var det kun knap 50 af de 600 delegerede, der stemte for den gratis mulighed. Derimod blev et kompromisforslag fra uddannselsudvalget, der har stået for programmet, vedtaget. Dermed vil Socialdemokraterne fortsat arbejde for, at der i alle skoler skal være tilbud om et sundt, billigt og nærende måltid mad til eleverne. Men det, der trak flest talere på podiet, blev det lille ord ”godt”. Uddannelsesudvalget med formand Eskil Thuesen og uddannnelsesordfører Christine Antorini i spidsen, havde brugt formuleringen ”privatskoler kan være et godt alternativ...til folkeskolen”. Og det var bestemt ikke populært blandt de delegerede. - Privatskolerne dræner folkeskolerne for ressourcestærke elever og lærere, men også for dygtige lærere. Vi er nødt til at sende et stærkt signal fra denne kongres om, at privatskoler ikke er vores kop te, sagde københavnske Louise Høst, der for nylig er blevet folketings-kandidat i Aalborg Øst. Uddannelsesudvalget fjernede ”godt”, og Christine Antorini understregede, at der fremover skal stilles væsentlig større krav til det sociale ansvar blandt de private skoler. Efter debat og frokost var det blevet tid til afstemning af de i alt 204 ændringsforslag. I et hæsblæsende tilbud blev der stemt, forkastet, ændret og vedtaget. Kongressen valgte at godkende et vidtgående forslag om, at både offentlige og private virksomheder i fremtiden med økonomiske incitamenter skal forpligtes til at oprette praktikpladser. - Vi er trætte af at høre virksomhedernes pinlige klynkeri over, at de ikke kan få nok arbejdskraft, men samtidig ikke vil løfte deres ansvar med at skabe nok praktikpladser. Det er unfair, sagde DSU’s Isabella Frenning. Og kort efter gav et overvældende antal røde stemmekort hende medhold.