EMNER

Ingen sag for lille for kritikere

EU Et par af Junibevægelsens topfolk, Hanne Dahl og Pelle C. Geertsen, kommer i Synspunkt (17.8.) med et par betragtninger om debatniveauet i EU-debatten herhjemme.

”Nogle gange kan man nu alligevel undre sig over hvor lavt man kan synke – og hvor arrogant man kan opføre sig”, harcelerer Dahl og Geertsen. Anledningen er, at den danske Europabevægelse i en opgørelse over EU-debattører kun har medtaget indlæg i de landsdækkende aviser. Det kan selvfølgelig regnes ud på masser af måder, men Junifolkenes harme var måske en bedre sag værdig. Det er desværre ikke første gang, Junibevægelsen og Hanne Dahl er gået i selvsving over petitesser. Tidligere på sommeren fik Europabevægelsens formand Erik Boel en ordentlig en på hatten. Hvad var hans brøde? Han havde såmænd rejst til Grønland. Her havde han tilbudt sin hjælp til at oprette en lokal afdeling af Europabevægelsen. Hvis ellers interessen var til stede. Dette var nærmest at blande sig i et andet lands indre forhold. Her glemmer Dahl og co. helt bevidst, at Grønland faktisk stadig er en del af rigsfællesskabet. Også her gælder foreningsfriheden. Selv om Grønland står uden for EU, har man særdeles givtige handelsaftaler med fællesskabet. På Grønland er der en spirende interesse for det europæiske, samtidig med der er en erkendelse af at EU måske ikke til evig tid ”bare er guldkalven”. Også de penge, der er afsat til information og kommunikation i EU-budgettet, har Junibevægelsen sin mening om. Det er helt fint. Men når kommentarerne flyder over af ”hellig forargelse”, hopper kæden af. Nok bruger EU op mod hundrede millioner om året på dette projekt, men delt ud på hver person i Europa, er det ikke mange ører det drejer sig om. Tænk på hvad kommuner, amter og staten bruger på oplysning og information. De penge EU bruger på dette område er kun håndører i forhold til de andre. Og mon ikke også Junibevægelsen ind i mellem har fingrene i ”kagedåsen”. Efter at Junibevægelsen ved sidste valg nærmest spillede både økonomisk og politisk fallit, er det en kendt sag at EU-modstanderne ikke holder sig tilbage. Apropos kagedåser fik Junibevægelsen også her afløb for sin sommerharme. Nogle folk i EU-kommisionen havde fået den friske ide at udskrive en kagekonnkurence. Ligesom det sker tusindvis af andre steder. Men når det er folk ”nede fra Bruxelles” må man selvfølgelig ikke. Ingen sag er for lille, når Junibevægelsen svinger hammeren. Var det mon ikke en bedre sag værdig hvis modstanderne begyndte at diskutere Europa. Det Europa som nu i årtier har været hovedårsag til at der er fred og frihed i Europa. Det Europa, som med succes for godt et par år siden optog de gamle diktaturstater i Øst som fuldgyldige medlemmer. Det Europa, som snart er klar til at optage Rumænien og Bulgarien. Det Europa som hviler på principper om demokrati og menneskerettigheder. Det Europa som Danmark har uendelig gavn af at være medlem af. Men Junibevægelsen kører desværre stadig sin debat efter Jens Peter Bondes berømte sætning: ”Hvis debatten kommer til at dreje sig om sagen, taber vi”. [ Peder Christensen, Hjedsbækvej 309, Suldrup, er formand for Venstres Europa-udvalg i Nordjylland og byrådsmedlem i Rebild. E-mail: pech@stoevring.dk.