Ingen sigtet efter anmeldelse om voldtægt

Politiet har set video fra baggård i Hjørring, hvor voldtægt angiveligt fandt sted

Det var i baggården ved Buddy Holly, at voldtægten ifølge kvinden fandt sted. Foto: Hans Ravn

Det var i baggården ved Buddy Holly, at voldtægten ifølge kvinden fandt sted. Foto: Hans Ravn

HJØRRING:Nordjyllands Politi så lørdag eftermiddag videooptagelser fra baggården ved værtshuset Buddy Holly i Hjørring, hvor en voldtægt angiveligt skulle have fundet sted tidligt lørdag morgen.

Ifølge vagtchef Mogens Hougesen, Nordjyllands Politi, vil politiet på nuværende tidspunkt ikke oplyse, hvad videoen viser, men ingen personer er blevet sigtet i sagen.

I løbet af lørdag stod det klart, at en ung mand og en 21-årig kvinde er dybt uenige om, hvad der foregik i baggården til værtshuset.

Kvinden anmeldte, at hun var blevet voldtaget, mens to af gerningsmandens kammerater så på, men senere lørdag henvendte en ung mand sig til Nordjyllands Politi og forklarede, at han var sammen med kvinden, og at der ikke var tale om tvang.

Kvinden oplyste, at hun blev voldtaget omkring kl. 05.10, og at hun ikke kendte gerningsmanden.

Lørdag morgen tilkaldte politiet en læge fra Aarhus for at få foretaget en undersøgelse af kvinden, og lægen bekræftede, at hun har været sammen med en mand, oplyser vagtchef Henrik Beck, Nordjyllands Politi.

Politiet har også talt med de to personer, der ifølge kvinden overværede voldtægten.