Ingen skat på mursten

Historisk set har der været bred politisk enighed om at støtte danskernes boligforbrug hvad enten det er gennem huslejeregulering,

tilskud til almennyttige boliger eller skattereglerne. Nu vil Vismændene og Velfærdskommissionen øge skatten på boliger for at få flere i beskæftigelse. Men de har glemt, at vi aldrig har givet boligejerne så lidt støtte over skatten som nu. Reducerede fradragssatser og historisk lave renter har gjort, at støtten til boligejerne – målt i forhold til boligernes værdi - er den mindste i mands minde. Sættes skatten på mursten op, forrykkes balancen mellem skat på boliger og andre aktiver, og boligejerne bliver overbeskattede. Det er ikke hver dag, at man ser en boligejer spise mursten. Men det kan blive konsekvensen, hvis skatten på boliger sættes op, da husholdningspungen for mange vil være tom sidst på måneden. Vismændene og Velfærdskommissionens ønske om øget beskatning af ejerboliger vil ødelægge mange boligejeres økonomi, da støtten til boliger efterhånden er reduceret til et minimum. Faktisk er boligejerne aldrig blevet så lidt forkælet som nu. Set i et historisk perspektiv er støtten til boligejerne faldet drastisk i de seneste 25 år. I 1980 var renteniveauet næsten 20 pct. Dengang kunne en almindelig skatteyder trække næsten 60 pct. af renteudgifterne fra i skat. Hvis huset var fuldt belånt, gav skattevæsenet altså et tilskud til betalingen af renter og afdrag på over 11 pct. af husets værdi det første år. Boligejerne skulle dog betale skat af lejeværdi af egen bolig. Det var ca. 1 pct. af husets værdi. I alt fik man altså ca. 10 pct. af husets værdi betalt af skattevæsenet i det første år. En ganske pæn støtte til den enkelte boligejer. I begyndelsen af 1980`erne kom den borgerlige regering til, og der blev indført fastkurspolitik. Det betød et stort fald i inflationen og renten. Regeringen satte rentefradraget ned, og i 1990 var støtten til en husejer med fuldt belånt hus faldet til godt 4 pct. Renten faldt yderligere i 1990`erne, og rentefradraget blev strammet igen. Lejeværdien af egen bolig blev afløst af ejendomsværdiskatten. Det betød tilsammen, at i år 2000 betalte skatten 1,3 pct. af husets værdi for boligejerne. Siden 2000 er renten som bekendt fortsat med at falde, og værdien af rentefradraget er således reduceret yderligere. Det har medført, at nettostøtten til en boligejer nu er kun 0,5 pct. af husets værdi. Det laveste niveau i mands minde! I eksemplerne er regnet med, at boligejerne sad i fuldt belånte boliger. I praksis er det de færreste, der belåner deres hus eller lejlighed fuldt ud. Støtten til boligejerne er derfor i virkeligheden endnu mindre end i mine eksempler. De fleste boligejere i landet har været begunstiget af stigninger i ejendomspriserne i de seneste år. Som udgangspunkt betyder stigende ejendomspriser også større ejendomsskatter. Med Regeringens skattestop er der imidlertid sat en stopklods for stigninger i ejendomsværdiskatten. Skattestoppet har sørget for en god nattesøvn for mange husejere, - særligt for de nye, der lige har investeret i deres første hus eller lejlighed og har en stram økonomi. Helt konkret betyder skattestoppet, at boligejerne ikke skal betale skat af den værdistigning af ejendommen, der er sket siden 2002. Ejendomsværdiskatten beregnes ud fra husets værdi i 2001 tillagt 5 pct. Formålet med skattestoppet er at fastfryse skatterne, og at give folk et større råderum. Det er vigtigt at se på boligskatterne i et større perspektiv. En væsentlig faktor i den samlede skattepolitik er, at der er balance mellem skatterne på de enkelte aktiver. For 25 år siden var der stor ubalance mellem skatten på boliger og skat på andre aktiver. Nu er ubalancen lille, da boligbeskatningen nu kun er lidt mindre end beskatningen af andre aktiver. En lille ubalance betyder, at folk køber lidt større huse, end de ville have gjort, hvis der var fuldstændig balance mellem skatterne. Men når renten er lav, så er forbruget af huse ikke dyrt. Set i et samfundsøkonomisk perspektiv, er det ikke skadeligt, at folk øger deres forbrug af det, der er blevet billigere. Vismændene har foreslået, at ejendomsværdiskatten skal hæves med 1 pct. til i alt 1,5 pct. Det kan jeg ikke tilslutte mig. Med den nuværende lave rente vil forslaget skabe ny forvridning mellem skatterne, da boligerne bliver overbeskattede. Pengene skal ifølge vismændene bruges til at nedsætte skatten på arbejde. Herved vil udbuddet af arbejde stige. Jeg er enig med vismændene i, at lavere skat på arbejde vil øge beskæftigelsen. Men her stopper enigheden. Når pengene bruges til at nedsætte skatten på arbejde, svarer det til at give med den ene hånd og tage med den anden. Lønmodtagerne får godt nok udbetalt mere i løn, men lønmodtagere, som også er boligejere, skal samtidig betale mere for boligen. Dertil kommer, at ikke alle husejere er lønmodtagere. Pensionister og folk på overførselsindkomst, der ejer deres egen bolig, kommer med Vismændenes forslag til at betale mere for boligen. Men de mærker ikke noget til skattelettelserne for lønindkomst. Der er ingen tvivl om, at Regeringen prioriterer at nedsætte skatten på arbejdsindkomst, når der er økonomisk råderum hertil. Men der skal være tale om en ærlig nedsættelse. Ikke en, hvor man fodrer hunden med dens egen hale. Og ikke en, hvor de, der ikke er i arbejde men er så heldige at have ejerbolig, skal betale.