EMNER

Ingen smalle steder efter træmassakren

Sket er sket, og nu får borgerne i Vegger en lindeallé

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Flemming Mortensen, der som en af de første ringede til kommunen og fortalte om træfældningen og formand for borgerforeningen, Carsten Ytting (th.) kikker på forslagene til erstatningstræer.

VEGGER:- Det var mig, der havde ansvaret. Fejlen er begået, der blev lavet noget lort, og derfor er jeg her i dag for at gøre skaden god igen. Sådan nogenlunde fik sektionsleder Carsten Agesen fra Teknik og Miljø-afdelingen i Vesterhimmerlands Kommune forklaret sig, da han lørdag formiddag mødtes med en snes Vegger-borgere i byens anlæg bag købmanden på Aagade. Her på Aagade fældede et kommunalt vejsjak tirsdag formiddag i sidste uge samtlige asketræer - træer, som borgerne selv skillingede sammen til og fik plantet for 18 år siden. Det fik flere borgere til at reagere, og borgmester Knud Christensen til fluks at køre til den skamferede hovedgade og på stedet love, at borgerne nok skulle få nogle nye erstatningstræer. Carsten Agesen havde et katalog med forslag til forskellige typer plastre på såret med til byens forurettede borgere. Og mens de tyggede på det og skyllede efter med kaffe, øl og vand på kommunens regning, fortalte Carsten Agesen om de forskellige alternativer. Han kunne selv anbefale lindetræet Ørebro, som man bl.a. har plantet og forskønnet bybilledet med i Løgstør. Et slankt og harmonisk bytræ, hårdfør og med smukt efterårsløv. At plante asketræer igen kom slet ikke på tale, for de bliver bare angrebet af asketoptørre. - Eller angrebet af motorsave, lød det tørt fra en af beboerne. - Vi planter slet ikke asketræer i dag, fastslog Carsten Agesen, der måtte stå model til flere kritiske bemærkninger, mens ellers var stemningen, at sket er sket, og så er det da dejligt at kommunen - selv om der skal spares alle vegne - kan finde penge til at gøre skaden god igen i Vegger. Borgerne i Vegger kunne efter Carsten Agesens første udmelding have fået palmer, hvis det var det, de ville, men da det kom til stykket stemte de fremmødte for lindetræerne. Træerne, der skal plantes, bliver omkring fire meter høje med 12-15 cm stammer i almindelig brysthøjde. Deres maksimale højde er 18 meter, men det vil tage mange år at nå så højt. Kommunen forpligter sig til både at plante og vedligeholde. Og eventuelle problemer med fortovsbelægningen kan også løses på andre måder end at fælde træerne, hvis rodnettet skulle begynde at gøre knuder. Katalogprisen på lindetræerne er 1560 kr. plus moms, men Agesen mente nok, at kommunen kunne få forhandlet prisen længere ned. Det er jo tale om en større levering. Det gælder også træet fra de famøst fældede asketræer. - For at imødegå rygtedannelser, kan I bare sige, hvor træet skal leveres, så kommer vi med det, sagde Carsten Agesen henvendt til borgerforeningen formand Carsten Ytting, der tog mod meldingen med tilfredshed. Efter mødet gik forsamlingen i tur gennem byen og markerede, hvor nogle af de nye træer skal plantes. - Nu kan vi jo lige så godt plante der, hvor beboerne helst vil have det, bemærkede Carsten Agesen.