Ingen smalle steder til jul

Først skulle Julemanden findes og følges til hallen

BLENSTRUP:Findes Julemanden? Det er vel et af tidens helt store spørgsmål, men dertil kan vi nu ile med at svare: Ja! Og han har endda en tvillingebror. Det har vores fotograf selv dokumenteret under avisens opsøgende arbejde i Blenstrup i går, hvor der ingen smalle steder er, når det gælder børnenes jul. Ikke bare var der hele to julemænd. De var heller ikke det mindste smalle om livet nogen af dem. Som den lokale tradition byder, havde Blenstrup Borgerforening indledt juletræsfesten med at invitere børnene til selv at finde Julemanden oppe ved busvendepladsen i den vestlige ende af byen. Her stod en flok småfrysende forældre, bedsteforældre og børn i spredt nissehuefægtning og ventede i gråvejret, men omsider kom Kristian Andersen fra borgerforeningen og havde set et glimt af den røde mand. Han opfordrede børnene til at råbe højt på Julemanden, men selv om kaldet blev noget forkølet, kom hestevognen alligevel kørende - med to behørigt runde og hvidskæggede julemænd. Foruden flere nissepiger, nogle af dem til hest bag ved vognen. Alle børnene fik plads i hestevognen og blev udstyret med balloner, og så gik den lystige tur gennem byen ned til hallen, hvor juletræet, godteposerne, musikken og legene ventede. Kristian Andersen kunne oplyse, at 50 børn var meldt til juletræsfesten. - Det er ikke helt så mange som sidste år. Der sker nok lidt for meget på én gang. Det var nok bedre, hvis vi kunne samarbejde lidt mere i byen, mente han godmodigt og glædede sig over, at folk godt gad at komme: - Når man gør en lillebittesmule for byens borgere, kommer det så mange gange igen, sagde han og nævnte de hesteglade piger, som var kommet til af sig selv.