Ingen sparekniv i ærmet

Skolerådmand vil ikke kaldes uærlig og arrogant

Skolevæsen 9. september 2004 06:00

AALBORG: Selvom skole- og kulturrådmand Nils Bell (V) normalt bifalder en god og konstruktiv diskussion, bryder han sig ikke om tonen i de seneste dages debat. Rådmanden er personligt blevet beskyldt for at være uærlig og arrogant, og flere har også indikeret, at han bevidst skjuler besparelser på de aalborgensiske skoler og DUS-ordninger. - Men intet kunne være mere forkert, siger Nils Bell. - Jeg har hele tiden spillet åbent og ærligt spil - blandt andet i forhold til BUPL og forslaget om at lave en ny "DUS Halvanden", forklarer han. - Jeg har hele tiden sagt, at det betyder, at der bliver brug for færre pædagoger. Men hvor mange stillinger, der præcist er tale om, har jeg desværre ikke regnet på. Og det skyldes ikke arrogance, tilføjer han. Nils Bell forstår godt, at pædagogerne ikke er vilde med udsigten til at arbejde på andre og mere uhensigtsmæssige tidspunkter. Men han understreger samtidig, at alternativet nemt kunne være værre. - Og som det er nu, er der trods alt lagt op til, at det sker på så rimelige vilkår som muligt, siger han. Men det er ikke kun i DUS'erne, Nils Bell bliver mødt af kritik. Mange er også utilfredse med skolernes budget til vedligeholdelse, og det forstår rådmanden ikke helt. - Byrådet og udvalget besluttede allerede sidste år at bremse op på investerings-rammen, og derfor bør det heller ikke komme som et lyn fra en klar himmel for nogen som helst, siger han. Nils Bell ved godt, at mange har en tendens til at fortrænge ting, som sker ude i fremtiden. Men han synes alligevel, kritikken er uretfærdig. - Jeg har i hvert fald ikke udeladt noget bevidst, og det gælder heller ikke i denne sag, understreger han. Ifølge rådmanden følger udvalget udviklingen løbende, og derfor erkender han også, at mange skoler efterhånden trænger til at blive sat i stand. - Men der altså også noget hele tiden, forklarer han. - Det er for eksempel ikke rigtigt, at der mangler 20 mio. kroner på budgettet næste år. I 2005 hæver vi tvært imod rammen med 1,4 millioner, og det er heller ikke utænkeligt, at vi retter yderligere op i løbet af året, tilføjer han. Nils Bell understreger, at budgettet ikke er statisk. Og derfor er det for eksempel også lykkedes at finde flere midler til it-undervisning i indeværende år. - Men jeg erkender, at ferie-fridagene kan give problemer på mange skoler, fortsætter han. - Som lærer kan man jo ikke bare holde fri og indhente det forsømte dagen efter. Der er nødt til at være vikar-dækning, og det betyder selvfølgelig, at man ikke er så fleksibel som mange andre arbejdspladser. - Men det er en problemstilling, som har været kendt i flere år. Og derfor synes jeg også, det er fint, at Danmarks Lærerforening gør opmærksom på det. Op til en budgetforhandling prøver alle på at påvirke os som politikere. Og det skal vi selvfølgelig være åbne overfor. Alt andet ville være lusk, og det er ikke min stil, understreger Nils Bell. - Jeg har ikke spor imod at stå for skud, når der skal træffes en beslutning, siger han. - Men det skal være på et grundlag, som er rimeligt, og ikke et personligt angreb på mig og min person, fortsætter han. - Fagforeninger som BUPL er til enhver tid velkommen til at tage et møde med mig. Jeg er altid åben overfor folk, som kommer og siger, "skal vi ikke lige give dig nogle gode ideer, inden du skal til budget-forhandling". Og det vil jeg selvfølgelig også være denne gang, slutter han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...