EMNER

Ingen spor af plejefamilie

GRENAA:Siden mandag har politiet forgæves forsøgt at finde en seksårig pige og hendes plejefamilie. Familien er tilsyneladende gået under jorden, fordi pigen skal bortadopteres til et andet sæt forældre, selv om flere psykologvurderinger, børneorganisationer og plejefamilien selv siger, at hun vil have bedst af at blive boende hos plejefamilien. - Det er jo ikke en sag, som politiet er glade for at medvirke i, men da det drejer sig om unddragelse af forældremyndighed, så er det jo sådan, det er, siger leder af lokalpolitiet i Grenaa, Michael Henningsen. Mens familien tilsyneladende gemmer sig for myndighederne, forsøgte en protestgruppe forgæves at få familieminister Carina Christensen (K) til at gribe ind. Gruppens talsmand, Søren Højlund Carlsen, og souschef i Børns Vilkår Bente Boserup overbragte ministeren et hvidt A4-ringbind med 20.230 underskrifter i protest mod bortadoptionen. Men ministeren måtte gentage, at hun ikke har beføjelse til at bede Adoptionsnævnet stille sagen i bero, indtil Ombudsmanden har set på sagen. /ritzau/