Ingen spor efter Shell-røvere

Ung ekspedient på tankstation fik psykologhjælp

Ole Jensen
Det er anden gang inden for tre år med Tine Terp som forpagter, at der er begået røveri mod Shell-tanken i Haverslev. Foto: Grete Dahl
Røverier 1. oktober 2008 06:00

HAVERSLEV: Politiet har indtil videre ingen spor af to maskerede unge røvere, der natten til tirsdag kom ind hos Shell i Haverslev og med en kniv truede sig til knap 1.000 kroner i kontanter. På dette tidspunkt opholdt en 22-årig mandlig ekspedient sig i butikken, hvor døren er låst hele natten. – Han hørte godt, at signalet lød til, at kunder ønskede den åbnet, men kunne ikke se nogen udenfor. Da den lød igen kort efter, gik han hen mod døren og åbnede den for at se, hvorefter de to mænd dukkede op fra hjørnet af bygningen og kom ind i butikken, forklarer Tine Terp, forpagter af Shell-stationen i Haverslev og seks andre i Himmerland. Ifølge hende skete selve røveriet uden større dramatik og varede under 30 sekunder. – Røvere ved godt, at de kun har kort tid til at handle, fordi politiet kommer regelmæssigt forbi vores vendeplads flere gange i løbet af natten, påpeger Tine Terp. Hun bor selv i Støvring og blev straks alarmeret om røveriet. I løbet af kort tid dukkede hun op på tanken og kørte den 22-årige medarbejder hjem til hans forældre i Hadsund. Her dukkede en af Shells fast tilknyttede krisepsykologer senere op for at tale med den unge mand. – Og han vil have psykologen til rådighed lige så længe, han føler behov for det efter den ubehagelige oplevelse. Sådan er vores generelle politik på området, pointerer Tine Terp.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...