Ingen springer over i køen

Medlem af Folketinget for Socialdemokraterne, Lene Hansen, udtrykte (9.4.) bekymring om, hvorvidt befolkningen ønsker et socialdemokratisk samfund eller et Danmark, med sundhedsforsikringer.

En af Lene Hansens bekymringer går på, om de vellønnede har fået adgang til at springe ventekøen over ¿ mens forsikringen delvist er finansieret af ¿os alle sammen¿ over skattebilletten. Allerførst bør det bemærkes, at der ikke er tale om, at man springer over i nogen kø. En sundhedsforsikret person træder derimod ud af køen i det offentlige system og går i princippet direkte til privat behandling. At nogen træder ud af en kø, kan vel kun dårligt komme dem, der ellers står i køen, til skade. De, der står forrest, vil således bevare deres plads, og de, der står bagved, kommer hurtigere frem. Dernæst at det faktisk også forkert at tro, at sundhedsforsikringer skulle give arbejdsgiverne en særlig skattegevinst. Arbejdsgivere har alle dage fradraget omkostninger til virksomhedens drift. Det gælder både omkostninger til forskellige forsikringer som alle andre omkostninger til for eksempel medarbejdernes løn, computerudstyr, kontorartikler og lignende. De der rent faktisk har skattefordel af sundhedsforsikringerne, er virksomhedens ansatte. De slipper ifølge reglerne for at betale skat af deres sundhedsforsikring. Men kun hvis forsikringsordningen gælder for alle de ansatte i virksomheden. På den måde er skattereglerne faktisk med til at sikre, at de lavest lønnede i virksomheden også får en sundhedsforsikring. Man kunne vælge, som flere S-folk jo jævnligt fremfører, alligevel at fjerne denne skattefrihed fra medarbejderne. Men hvem har egentlig størst glæde af en sundhedsforsikring? Den højt- eller den lavtlønnede? Lad os kikke på et konkret eksempel. For den højtlønnede med 900.000 om året spiller en udgift på 20.000 kr. til en knæoperation måske ikke den største rolle. Men en lagerassistent, der for eksempel er sygemeldt med psykiske problemer på grund af en skilsmisse, har ofte ikke råd til at betale 8-10.000 kr. til en psykolog, der kan hjælpe ham eller hende videre i livet. At arbejdsgiveren her har suppleret lønnen med en sundhedsforsikring er med andre ord med til at give sundhedsforsikringerne en social balance. Sundhedsforsikringerne udbetaler årligt over en mia. kr. til behandlinger. Det er regninger, som ellers ville være endt på det offentliges bord. Dertil kommer, at også kommunerne sparer penge til for eksempel sygedagpenge til borgere, der på grund af en privat indsats, hurtigt er tilbage på arbejde igen. Statskassen mister med andre ord ikke penge på sundhedsforsikringer, som Lene Hansen lægger op til. Staten sparer tværtimod stort. Uanset medarbejdernes skattefrihed. I stedet for at bekymre sig om, at virksomheder og medarbejdere i Danmark påtager sig et ansvar for at få deres sygeramte kolleger hurtigst tilbage i job igen, så kunne kræfterne bruges mere fornuftigt på nødvendige politiske diskussioner og beslutninger, som kan sikre os et endnu mere effektivt offentlig sundhedssystem end det, vi møder i dag. Vi står nemlig over for et grundlæggende problem i vores sundhedssystem. Langsomt, men sikkert er gabet vokset mellem danskernes efterspørgsel efter sundhedsydelser, og hvad det offentlige sundhedssystem er i stand til at levere.