Danmark

Ingen styr på økonomien

Undskyld, Tage Kjærsgård, men du har overhovedet ikke forstået mit indlæg, men blander det hele sammen.

Det, der er galt, er, at denne regering har givet skattelettelser til de rigeste mennesker i Danmark, når vi samtidig har et kæmpemæssigt underskud på vores samfundshusholdning. Denne regering havde magten, da økonomien var gloende, og skovlede masser af penge ind og brugte pengene helt forkert, bl.a. til strukturreformen, der har vist at give ca. 15 milliarder i underskud hvert år og i alle årene fremover. De har overhovedet ikke haft styr på samfundsøkonomien. Og de gjorde intet for at bremse den gloende økonomi, som man bl.a. gjorde i Tyskland og Sverige, som derfor ikke har de store problemer, vi kæmper med i dag, hvor man kun giver skattelettelser til de rigeste. Det var i 2000, jeg tjente 43.000 kr. og gladelig betalte 21.000 kr. i skat. Vi er fuldstændig enige om, at de mennesker, der skal udvikle Danmark, skal have al den hjælp, de kan få, da de betyder enormt meget for Danmark. Problemet er, at denne regering i alle internationale undersøgelser har bragt Danmark meget langt ned på rangstigen, hvad angår økonomiske nøgletal. Bl.a. på vækstområdet, hvor vi lige nu ligger på linje med Zimbabwe. Og så kan du overhovedet ikke være bekendt at blande Anker Jørgensen ind i diskussionen. På det tidspunkt, hvor han regerede, købte vi hver en dråbe energi (olie og gas) i udlandet. Og priserne på energi var næsten lige så høj som nu. Men da fik vi danskere nok ca. 10-20 pct. af den løn, vi får i dag - så kan du selv regne ud, hvor mange skattekroner der kom i kassen. Det mindste, man kan forlange, er, at man læser indlæg, før man svarer på dem.