Ingen sundhedsrisiko?

I 2008, da vi fik et EU-forbud mod at bruge glødepærer, var der ikke nogen, der talte om at en sparepære indeholder kviksølv, og at det ikke var godt for miljøet. Selvom jeg ikke er meget for at læse manualer eller varedeklarationer, så sad jeg alligevel en søndag eftermiddag og læste en vedlagt anvisning på en sparepære. Det fattede jeg ikke en "dyt" af. Men jeg kunne da konstatere, at der ikke stod noget om, at en sparepære indeholder kviksølv. Der stod heller ikke noget om, hvordan man som forbruger skal forholde sig, hvis uheldet er ude med en sparepære. Den kan jo gå i stykker. Der stod heller ikke noget om, at en sparepære ikke må smides i skraldespanden, men at den skal afleveres som farligt affald på grund af kviksølvet. Hvis ikke det var, fordi min elektriker havde gjort mig opmærksom på det, så ville jeg ikke være klar over, at hvis en sparepære går itu, skal man tage nogle vigtige forholdsregler. Hvor mange forbrugere ved egentlig det? For nylig fandt jeg ud af, at man både på Sundhedsstyrelsens og Miljøministeriets hjemmesider kan få nogle nyttige oplysninger om, hvad man skal gøre hvis uheldet er ude. En sparepære kan nemlig udgøre en potentiel sundhedsrisiko. Især over for børn og gravide. Oplysningerne om forholdsreglerne - hvis uheldet er ude med en sparepære - er skrap læsning og det får da mig til at overveje, om der er noget EU ikke har gennemtænkt, da de forbød glødepæren af hensyn til miljøet. Hvis en sparepære går itu, så skynd dig ud af rummet, luk døren til det rum, hvor uheldet er sket, åbn vinduerne og vent mindst en halv time, før du nærmer dig uheldet igen. Når det så er sket, så undlad at bruge støvsugeren. Det ville ellers være en løsning, der ville være nærliggende for de fleste. Bruger man støvsugeren, vil det giftige kviksølv brede sig til resten af huset. Skulle man så have valgt en uheldig løsning med støvsugeren, skal man sørge for, at møbler og tæpper bliver sendt til rensning. Det synes jeg er en nyttig oplysning, men det forekommer mig umiddelbart at være et besværligt projekt. Når faren så er overstået - hvis vi som forbrugere kan være sikre på det, så skal man bare tage et stykke fugtigt køkkenrulle og duppe hele redeligheden op med det. Her skal man imidlertid være opmærksom på, at man skal iføre sig kraftige gummihandsker, (gerne nitrill eller 4H handsker - hvad det så end er). Når skidtet er samlet sammen, så skal det lægges i en plasticpose, der lukkes forsvarligt og som stilles udenfor boligen. Næste skridt er at putte skidtet i nogle særlige beholdere til farligt affald og så aflevere det på genbrugsstationen. Til sidst så anbefaler Sundhedsstyrelsen, at forbrugerne skal forsøge at undgå en gentagelse af uheldet. Det kan man gøre ved ikke at anvende sparepærer, hvor der er risiko for at de går i stykker. Hvor er det ? Sportshaller og børneværelser måske? Jeg er helt med på, at vi skal gøre noget for miljøet. Jeg er nok bare ikke blevet overbevist om sparepærens fortræffeligheder. Det er tankevækkende, at det er forbudt at sælge termometre, der indeholder kviksølv i EU-landene. Det er trods alt, et begrænset affaldsprodukt, der må være i dem. Helt anderledes må det forholde sig med sparepærer. Her kan affaldsproblemet få en gigantisk størrelse. Jeg har endnu ikke været den "lykkelige" ejer af en sparepære. Der har holdt mindst i et år. Der er ganske vist nogen, der påstår at der findes sparepærer, der kan holde i årevis. Det undrer mig, at affaldsproblemet ikke været nævnt i de politiske diskussioner om sparepærer og miljøhensyn. Det undrer mig også, at sundhedsrisikoen ved brug af sparepærer stort set har været fraværende i debatten. Har EU måske en overordnet strategi for, hvordan EU-landene skaffer sig af med det farlige affald, eller er det bare noget, man tager stilling til, når problemet bliver en realitet. Det har vi før set, at det er sket. Tina Bømler er lektor på Aalborg Universitet ved Institut for Sociologi og Socialt arbejde. Hun har en række bøger om bl.a. samfundets skyggesider.