Ingen svar fra regeringen på iltsvind

KØBENHAVN:Oppositionen blev under Folketingets åbningsdebat ikke klogere på, hvad regeringspartierne vil være med til af tiltag over for landbruget for at imødegå iltsvindet i de danske farvande. Flere ordførere bebrejdede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at han ikke havde nævnt miljøet med ét eneste ord i sin åbningstale tirsdag. Og Socialdemokratiet forsøgte forgæves at afæske De Konservative - der ynder en højere miljøprofil end Venstre - et svar på, om det lille regeringsparti er parat til at indføre gødningsafgifter på landbruget for at mindske udledningen af kvælstof. De Konservatives politiske ordfører, Pia Christmas-Møller, bedyrede, at regeringen er optaget af miljøproblemer, men hun afviste at give et bud på indgreb, før et nedsat ekspertudvalg har fremsat analyser og forslag til, hvordan den næste Vandmiljøplan skal forbedres. - Vi vil afvente at se, hvad regeringen spiller ud med, sagde Christmas-Møller. Folketinget tager fat på forhandlingerne om den næste Vandmiljøplan til næste år. Under debatten forsikrede regeringspartierne, at de under næste års forhandlinger om en Vandmiløplan III vil inddrage hele Folketinget, og ikke blot forligskredsen bag den nugældende handlingsplan. Hermed kommer både Dansk Folkeparti og Enhedslisten med i forhandlingerne, hvor de vil trække i hver sin retning hvad angår det omstridte krav om en gødningsafgift. Enhedslisten foreslog under åbningsdebatten, at regeringen konfiskerer penge fra "landbrugets enorme fonde" til erstatninger for de kystfiskere, som taber penge på iltsvindet fra landbrugets kvælstofudledning. Også SF efterlyste en udmelding fra regeringen om iltsvindet. SF-formanden, Holger K. Nielsen, opfordrede både til at indføre en gødningsafgift og til at begrænse svineproduktionen på forhånd før næste års forhandlinger om Vandmiljøplanen. - Der er brug for et signal til at få begrænset iltsvindet, også på kort sigt, sagde Holger K. Nielsen. /ritzau/