EMNER

Ingen svensk celle til Saddam

STOCKHOLM: Iraks tidligere diktator Saddam Hussein får ikke lov til at afsone en eventuel fængselsstraf i Sverige, som han har bedt om, oplyser det svenske justitsministerium mandag. Saddam Hussein har gennem sin advokat Giovanni de Stefano bedt om at blive overført til Sverige for en eventuelt retssag mod ham, og hvis han idømmes en fængselsstraf, ønsker han også at afsone den i Sverige. Det svenske justitsministerium svarede fredag på Saddam Husseins forespørgsel og meddeler, at det ikke juridisk er muligt at modtage den tidligere diktator. Desuden har de svenske myndigheder ikke overvejet at gennemføre en retssag mod ham, da sagen behandles af en specialdomstol i Irak. Meddelelse fra Stockholm kom samtidig med, at specialdomstolen i Irak mandag frigav en række videooptagelse af afhøringer af tidligere topfolk i Saddam Husseins ledelse ifølge det franske nyhedsbureau AFP. Blandt de afhørte på videoen er to halvbrødre til Saddam Hussein, Watman og Barzan Ibrahim al-Hassan og en fætter, Ali Hassan al-Majid, der er kendt under øgenavnet "kemiske Ali" for hans giftangreb på kurdiske landsbyer i 1988, der tog flere tusinde kurderes liv. Saddam Hussein og hans topfolk står anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. /ritzau/TT