Ingen test har vel også konsekvens

Så er den der minsandten igen. Altså den evigt kværnende polemik om test og prøver i grundskolen. Desværre lige så skræmmende ukvalificeret som altid.

I denne ombæring forårsaget af endnu et kontroversielt udspil fra PISA, hvis metoder og resultater jeg i denne ombæring ikke skal kommentere, men kun konstatere, at de færreste med en mening om sagen formentlig har læst de to aktuelle rapporter på tykkelse med et par landsdækkende telefonbøger. Aldrig så snart har et fremsynet menneske med viden om emnet nemlig nævnt ordet test, før halvdelen af det pædagogiske parnas og en skare af bekymrede akademikere med luftige idéer om det kompetente barn og de mange intelligenser desværre på det nærmeste får skudt vedkommende et forslag om den sorte skoles spanskrør i skoene. Således også Tem Frank Andersen, som i det forgangne år havde hørt en borgerlig politiker nævne det åbenbart i vide kredse forbandede og tabubelagte begreb, før han fløj i det digitale blækhus og skrev en klumme helt ude "På kanten" (30.12.), som det sig tydeligvis for provokationens skyld hør og bør, om de stakkels børn, der åbenbart må formodes at blive dybt traumatiserede af en så umenneskelig behandling. Selv Tem Frank Andersens egen datter, som angiveligt ikke er nogen ørn til at læse, blev i den gode sags tjeneste slæbt i vidneskranken for at deltage i processen imod de forbryderiske test. Den gode far er åbenbart dybt bekymret for, at lærerne ved at teste datterens læsning vil glemme hendes visuelle kreativitet og evne til skarpe iagttagelser af omverdenen. Det kan da vist helt alvorligt ikke være høje tanker, akademikeren Andersen har om sine seminarieuddannede kollegaer ud i det ædle fag at undervise. Til beroligelse for Tem Frank Andersen og andre kan jeg ganske kortfattet forklare, hvad en test i eksempelvis faget dansk i folkeskolen handler om. Der kan typisk være tale om en såkaldt diagnostisk test. Vel at mærke ikke en af slagsen, der specifikt diagnosticerer barnets eventuelle psykiske problemer, hvilket kritikken kunne antyde, men derimod en test, der meget præcist kan påvise, hvor den enkelte elev fra en bestemt årgang ikke har fået nok ud af undervisningen. Har Søren og Mette monstro fået lært det om udsagnsord og sammensatte navneord, som man fra politisk og pædagogisk hold har et begrundet ønske om, at de kan på det pågældende klassetrin? Er det for Sørens vedkommende tilfældet, at han har et eller flere svage punkter med hensyn til grammatikken, kan læreren altså sætte ind med en målrettet undervisningsdifferentiering, som det hedder i den pædagogiske jargon. Ligeså med læsningen. Nu véd jeg ikke, hvordan Tem Frank Andersen egentlig har forestillet sig, at hans datter skulle blive en velanset designer af kommercielle logoer til de elektroniske medier, hvis hun ikke forbedrer sin læsning, men det vil helt sikkert blive et sisyfosarbejde for hende. Selv var han næppe blevet magister i kommunikation og medievidenskab, hvis han kun havde været i stand til at læse Pixibøger. I den sammenhæng synes jeg faktisk, at rektor Jørgen Østergaard fra Aalborg Universitet, hvor akademikeren Andersen er ansat, har en rigtig god og skarp pointe, når han til NORDJYSKE Stiftstidende for nylig udtalte, at studieformen på det lokale universitet udmærker sig ved, at fagene på de tre fakulteter beriger og befrugter hinanden. Uden danskkundskaber ingen god matematiker, vil jeg for egen regning skærpe pointen. Når der således i overskriften til Tem Frank Andersens klumme retorisk blev spurgt, hvad konsekvensen af test er, kan jeg kun svare med den erfarede konstatering, at jeg i hvert fald som underviser ville stå langt svagere fagligt og pædagogisk, hvis jeg ikke kunne eller måtte foretage disse. Hvilket alt andet lige i sidste ende ville stille den enkelte elev dårligere! Niels Vagner Skipper Petersen, Nejstbrinken 105, Hirtshals, er forfatter og lærer. E-mail: nejst@mail1.stofanet.dk