Ingen tid til grundighed gav stress

Dorte Sveistrup er en af mange pædagoger, der siger farvel under stigende arbejdspres

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Dorte Sveistrup fik stress af at arbejde i en børnehave. Derfor valgte hun, som mange andre pædagoger, at droppe jobbet og skifte fag. For meget papirarbejde og for lidt pædagogik var hovedårsagen til Dorte Sveistrups beslutning. foto: daniel mikkelsen

AALBORG:Stress, hovedpine, søvnløshed og sygemelding var resultatet af det stigende arbejdspres, som Dorte Sveistrup oplevede, da hun i 2005 arbejdede i en børnehave. Hun er en af de mange pædagoger, der har smidt håndklædet i ringen og har skiftet fag. - Jeg vågnede ofte klokken fire om natten for at planlægge mig ud af den store arbejdsbyrde, der ventede den følgende dag, fortæller Dorte Sveistrup om baggrunden for, at hun i 2005 stoppede som pædagog efter at have været i faget i 15 år. - Det er ikke sådan, at alt kører dårligt i børnehaverne. Jeg følte bare ikke, jeg havde mulighed for at gøre det så godt, som jeg gerne ville gøre det, siger Dorte Sveistrup. Hun oplevede hvordan øgede krav om udtalelser til sociale myndigheder, udarbejdning af barnets bog, kortlægning af barnets ¿ressourcer¿ og papirarbejde stjal tid og fokus fra børnene. - Tankerne bag er gode nok, men hvis man skal lave en profil af det enkelte barn, skal man jo bruge tid sammen med det. Og den tid havde jeg ikke, fortæller Dorte Sveistrup. Danmarks guld - Det er vores børn - Danmarks guld - vi arbejder med. Til tider følte jeg mig som politibetjent, der sørgede for at ingen kom galt af sted, og det er ikke pædagogik, siger den 44-årige nu tidligere pædagog. Og det stigende arbejdspres gav ikke kun problemer for Dorte Sveistrup. Også familien mærkede til det. - Jeg havde ondt i maven, hovedpine og var meget irritabel. Det gik ud over mine egne børn, som oplevede en mor, der ikke havde overskud. Jeg ville være endt som udbrændt pædagog, hvis jeg var fortsat, siger Dorte Sveistrup. For hende var det udelukkende et spørgsmål om, at hun ikke havde tid til at udføre det arbejde, hun var uddannet til. Mere i løn kunne ikke få hende til at vælge om. - Mere i løn men de samme arbejdsforhold ville ikke have ændret på min beslutning - Det var simpelthen arbejdspresset, der var for stort, siger hun. I 2005 startede hun på en kandidatuddannelse i læring og forandringsprocesser på Aalborg Universitet, og i dag arbejder hun i Aalborg Kommunes småbørnsafsnit. Her er hun konsulent på et projekt, der skal opkvalificere pædagoger i arbejdet med socialt udsatte børn i kommunens daginstitutioner. Dermed er hun nu med til at give pædagoger nogle værktøjer, der kan lette deres hverdag. - Det har været en kovending. Jeg kommer hjem og har overskud til min familie. Det har givet mening, at jeg har været på arbejde, siger Dorte Sveistrup om sit nye job.