Ingen tilskud til tidlig SFO-start

Hjørring Kommune bakker op om tidlig SFO-start. Bare ikke når det foregår på friskolerne, som får afslag på tilskud.

Keld Emil Damsgaard (V) er utilfreds over, at politikerne giver afslag til friskolerne uden at der på forhånd er lavet et regnestykke, der viser prisen.

Keld Emil Damsgaard (V) er utilfreds over, at politikerne giver afslag til friskolerne uden at der på forhånd er lavet et regnestykke, der viser prisen.

Både forældre og Hjørring Kommune er tilhængere af af tidlig SFO-start. En model, hvor børnehavebørnene fire måneder tidligere begynder i skolefritidsordningen. Det giver både et mere skånsomt skifte i overgangen fra børnehave til skole og så sparer det kommunen penge, da SFO"er er et billigere pasningstilbud frem for børnehaver. Men lige så snart den tidlige SFO-start foregår i privat regi, så bliver kommunens begejstring mere lunken. Hjørring Private Realskole, HPR, har ansøgt om et årligt tilskud på knap 700 kroner pr. barn, som starter tidligt i skolens fritidsordning og som har bopæl i kommunen. Beløbet er det samme som det Hjørring Kommune giver til de kommunale ordninger med tidlig SFO-start, men flertallet af politikerne i børne- og undervisningsudvalget har alligevel valgt at afvise ansøgningen. Tidlig SFO ikke altid billig - Forvaltningen har oplyst, at det vil belaste daginstitutionsområdet, hvis vi giver tilskud til tidlig SFO-start i en friskole og vi her derfor valgt at afvise ansøgningen, da vi ikke synes det vil være rigtigt, at ligge udgiften derover, forklarer formanden for børne- og undervisningsudvalget, Viggo Bilde (UP). Dagtilbudschef Laila Vang Andersen uddyber, at de tidlige SFO-starter tynder ud i de kommunale daginstitutioner og det belaster økonomien i de mindste institutioner. - Hvis børnetallet i daginstitution ryger under 40 børn, så er institutionen ikke længere bæredygtig og skal derfor have et økonomisk tilskud og dermed bliver pasningen af børnene for dyr for kommunen. I stedet opretter vi så vuggestuepladser og bruger de overskydende bemanding der. Men der er altså grænser for, hvor mange vuggestuepladser vi skal bruge, hvis de private skoler også begynder at tilbyde tidlig SFO-start, siger Laila Vang Andersen. Hvor er regnestykket? Men ikke alle politikerne i børne- og undervisningsudvalget køber embedsmændenes argument for et afslag til Hjørring Private Realskole. Et mindretal med venstre og konservative går ind for, at de private fritidsordninger skal have samme vilkår som de kommunale. - Forvaltningen roder sig ud i noget med at det vil gå ud daginstitutionerne og det giver ingen mening for os. Det er uigennemskueligt. Man kan vel finde pengene til det, hvis man synes, at det er en god idé i vores egne institutioner, fastslår Keld Emil Damsgaard (V). Hvis Hjørring Kommune skulle yde tilskud til den tidlige SFO-start på Hjørring Private Realskole, så vil det i år koste Hjørring 26.000 kroner. Men det er ikke beløbet, som får embedsmændene til at anbefale et nej. Frygten er at, de øvrige friskoler også vil begynde, at tilbyde tidlig SFO-start og beløbet vil dermed stige og få "afgørende og langsigtede økonomiske konsekvenser for dagtilbudsområdet", lyder det i begrundelsen til politikerne. - Men hvor er det regnestykke, som viser, hvor meget det vil koste, spørger Keld Emil Damsgaard. - Vi kender ikke det samlede økonomiske beløb. Tilskuddet til HPR vil kun blive 26.000 kroner og den er med sine omkring 620 elever endda den største private skole i kommunen. På de øvrige friskoler er der tilsammen under 400 elever, så jeg tror vi taler pebernødder i økonomi. Det er kun politik det her, slutter Keld Emil Damsgaard (V).

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.