Turisme

Ingen turister på plejehjem

SINDAL: Niels Helver smed for nylig formandskasketten i ringen på grund af arbejdspres, da Sindalegnens Turistforening holdt generalforsamling, så der måtte findes en ny person til posten, og det blev en af bestyrelsens helt nye ansigter. For da bestyrelsen forleden skulle konstituere sig, blev Annette Jensen, Øster Vaaen (bondegårdsferie), valgt som ny formand. Til daglig er hun social- og sundhedsassistent på Vendelbohjemmet, men det er, understreger den nye formand, ikke ensbetydende med, at turisterne i højsæsonen nu skal til at tilbydes rundvisninger på kommunens plejehjem - derimod vil den nye formand gerne arbejde for en styrkelse af Internettets muligheder, oplyser hun til NORDJYSKE. Samtidig glæder hun sig over de nye skilte, som er udarbejdet til erhvervet. Det skulle gerne skabe mere ensartethed i landskabet. tn