Retspleje

Ingen tvivl

TV SERIE Forsvar 3 Det bliver værre og værre dag for dag. Mere og mere synligt, hvor galt det er. Tvivlen skal komme den sigtede til gode. Men der er ikke megen tvivl tilbage: "Forsvar" er ikke de penge og den energi værd, der er lagt i den. Fejl nummer et er af den mystiske slags: Det virker bare ikke. Spillerne er underligt blege i deres spil, de lever ikke i rollerne, de kanter sig igennem dem, virker endda i øjeblikke selv lidt pinligt berørte. Her mangler serien slet og ret "det". Det særlige. Fejl nummer to er yderst håndgribelig: Den er uden forbindelse med den virkelighed, den foregiver at skildre. Det advokatkontor og de advokater, den politistyrke og de anklagere - den retssal og de dommere - jamen, de findes slet ikke. Det er en fiktion, og det er så tydeligt, at man taber interessen med det samme. Dertil kommer selve historierne. Sære konstruktioner, helt langt ude usandsynlige, mærkelige "nødtestamenter", sælsomme ludere, der hedder Tiffany og nu er agtede advokatsekretærer, hvad var det for en historie? Og polititeknikere, der sjusker så meget, at de ikke engang placerer en knust, blodig vase i det rum, den kom fra??? Og en stor bande politifolk, der stiller i retten som en anden rockerbande? Usandsynlige overfald i selve retssalen, flere dage i træk. Det højner ikke standarden. Det hele bliver usandsynligt, man taber interessen - også for personerne, der bliver mere og mere patetiske i deres kliche-kriser. Paprika Steen må ligefrem skylde Trine Gregorius et kopihonorar for replikken: "Vi var sammen - det var okay. Nu er vi ikke sammen mere". Lars Borberglars.borberg@nordjyske.dk Forsvar 3: "Vrede mænd". Danmark 2003. Instruktør Niels Arden Oplev. 45 minutter. Till. f. alle. TV2 onsdag aften.