EMNER

Ingen udsigt til dyrlægeattester

KØBENHAVN:Dyrlægeattester på hvert eneste dyr, der bliver sendt til udenlandske slagterier, bliver ikke til noget. Justitsminister Lene Espersen (K) sagde onsdag, at forslaget, der stammer fra SF, er urealistisk. - Der er nogle ret klare EU-regler på det område, som gør, at det nok bliver ret vanskeligt at gå den vej, siger justitsministeren, der onsdag holdt møde med Folketingets partier om, hvad Danmark kan stille op over for de langvarige transporter af dyr på vejene. - Vi har brainstormet på, hvordan vi kan komme videre, og hvad vi kan gøre i Danmark uden at overtræde EU-retten. Men jeg kan endnu ikke sige noget om, hvad vi præcis kan gøre. Vi er i fuld gang med at undersøge, hvilket råderum vi har, siger hun. Efter mødet var de andre partiers udmeldinger, at der ikke kom konkrete bud på bordet fra justitsministeren. Et flertal uden om regeringen er derfor klar til at udfordre EU-lovgivningen ved at lave specielle danske regler. Både Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Enhedslisten er villige til at afprøve gældende lovgivning. - Vi er enige med de andre partier i, at vi må gå EU-rettens vej og afprøve nogle sager. Vi skal simpelthen have bedre forhold for dyr under transport i Danmark, siger fødevareordfører Christian H. Hansen fra Dansk Folkeparti. Keld Albrechtsen fra Enhedslisten mener ikke, at mødet kastede noget konkret af sig. - Ministeren har utrolig lidt at byde på. Vi får hovedsageligt at vide, at vi er bastet og bundet af EU-retten. Vi mener, at der skal indføres danske regler med eller uden EU-ret. Lene Espersen forsøger nu at tale til de andre EU-landes dårlige samvittighed. Hun har sendt debatindlæg til flere af medlemslandes aviser for at tale til deres dårlige samvittighed. - Jeg mener, at de pågældende lande har svigtet kolossalt meget. Derfor synes jeg, at borgerne skal vide, at deres ministre ikke gjorde noget, da chancen var der, siger hun. /ritzau/