EMNER

Ingen udsigt til revolution i Gaden

Politiker ser dog gerne, at kommende ejere holdes mere fast på bevillingsvilkår

AALBORG:Selv om muligheden i princippet er der, vil de lokale bevillingsmyndigheder næppe forsøge at revolutionere Jomfru Ane Gade, når stor-restauratør Torben Jensen som bebudet begynder at sælge ud af sine værtshuse. Udvikling og nye initiativer i den landskendte forlystelsesgade vil derfor bero på den eller de nye ejeres fantasi og idéer. Medlem af bevillingsnævnet og byrådsmedlem Rasmus Prehn (S) erklærer sig dog som tilhænger af, at nævnet i fremtiden fører en mere stringent linie i forhold til at håndhæve de udstedte bevillingsvilkår. - Når der kommer en udskiftning, skal vi efter min mening være mere opmærksomme på, at hvis en ny restauratør får bevilling til at lave en spiserestaurant, så skal der også være spiserestaurant, siger Rasmus Prehn. Han forklarer, at der hidtil har været lidt tendens til det, han kalder, halve koncepter. Altså steder, som for at leve op til bevillingen tilbyder spisning i et eller andet omfang, men hvor det hen ad vejen reelt har udviklet sig mere i retning af værtshus eller diskotek. - Vi har haft mange diskussioner i bevillingsnævnet om, at det er ærgerligt, at der eksempelvis bliver færre og færre spisesteder. Gaden er netop unik, fordi den tilbyder en god blanding af tilbud. Derfor mener jeg, at vi skal prøve at holde mere fast i, at det enkelte sted skal holde sig nøje til det koncept, der er givet bevilling til, siger Rasmus Prehn og tilføjer, at flertallet i nævnet efter hans fornemmelse er med på at være en anelse mere kritisk på det punkt. Han erkender dog, at det ikke nytter noget, at bevillingsnævnet eksempelvis vil forsøge at sikre spisesteder i Gaden. - Vi kan ikke vide, hvad behovet er, og er der ikke søgning nok til spisesteder, må vi naturligvis forholde os til realiteterne, siger Rasmus Prehn. Variation vigtig Står det til Rasmus Prehn, skal bevillingsnævnet heller ikke benytte den store skiftedag til eksempelvis at skære ned på antallet af sene natbevillinger i Gaden eller lignende i forsøget på at få området til at ændre karakter. - For mig er det vigtigt, at Jomfru Ane Gade ikke risikerer at smuldre væk med det ejerskifte, der nu er lagt op til. Gaden har gjort byen kendt i ind- og udland. Det er en stor turistmagnet, ligesom den uden tvivl tæller med i overvejelserne over, hvor man skal afholde kongresser og lignende, siger Rasmus Prehn. Umiddelbart tror han, det vil være positivt, hvis Torben Jensens mange restaurationer bliver spredt på flere hænder i fremtiden. - Mange forskellige ejere med mange forskellige idéer til udvikling og nyskabelse kan være med til at sikre et varieret miljø og udbud i området, vurderer Rasmus Prehn. Ønsker debat De konservatives nævnsmedlem Rainer Dannemare betegner den situation, der er opstået i kølvandet på Torben Jensens kommende salg, som en oplagt mulighed for debat. - Jeg mener bestemt, at vi skal have det dagsordenen i bevillingsnævnet. Det vil være oplagt med en generel drøftelse af, hvad vi vil med Gaden, siger Rainer Dannemare. Han er enig med Rasmus Prehn i, at nævnet i fremtiden bør være mere striks med de bevillingsvilkår, der gives, fordi det kan være med til at sikre variation i udbuddet. - Jeg tror, at flere i nævnet kunne have nogle personlige ønsker. Jeg kunne da godt tænke mig flere spiserestauranter, mere caféliv og flere tilbud til et voksent publikum. Men lad os nu tage en drøftelse i nævnet og se, om vi synes, at vi kan og bør gøre noget, siger Rainer Dannemare. Ingen smagsdommere Venstres medlem af bevillingsnævnet Peter Reinau mener, at myndighederne skal holde sig fra et forsøg på at styre udviklingen i Jomfru Ane Gade. - Vi kan udstikke overordnede retningslinier og bestemmelser, som vi allerede er ved i den ny restaurationsplan for Jomfru Ane Gade og andre områder i byen. Men vi hverken kan eller skal til at være smagsdommere i forhold til, hvilke restaurations-koncepter stederne skal drives efter, siger Peter Reinau og tilføjer: - Det har vi slet ikke forstand på. Det er restauratørerne meget bedre til. Det er dem, der har fingeren på pulsen og fornemmelse for branchens trend, der skifter konstant. Han ser en kommende udskiftning i Gaden som en positiv mulighed. - Torben Jensen har gjort det fantastisk flot, ingen tvivl om det, men det vil da være spændende, hvis der kommer nye mennesker ind, som kan se Jomfru Ane Gade med helt nye øjne, siger Peter Reinau. Fra tid til anden har Jomfru Ane Gade været forbundet med narko, og på det punkt har stor-restauratør Torben Jensen været med helt i front i bekæmpelsen. Peter Reinau gør sig ingen illusioner om, at politikere, bevillingsnævn eller andre vil kunne gøre meget fra eller til ved at ændre kursen, når nye restauratører tager over i noget nær halvdelen af Gaden. - Vi skal ikke være blåøjede og tro, at hårde stoffer kan fjernes fra Jomfru Ane Gade ved, at vi udsteder retningslinier og er hårde i filten. Det er først og fremmest brugerne, der skal sige fra, og i forhold til dem skal der sættes ind på helt andre måder, mener han. Dårlige tider Tjenerforbundets nordjyske formand Kirsten Nielsen, der også har plads i bevillingsnævnet, er overbevist om, at et ejerskifte ikke vil medføre de store revolutioner og forandringer. - Jeg tror ikke på ændrede retningslinier for de bevillinger, der udstedes i Jomfru Ane Gade. Gaden ligger der, og det vil den blive ved med, så længe unge gider at gå i byen, siger hun. Personligt har hun svært ved at tro på, at det overhovedet vil lykkes Torben Jensen at sælge hele butikken samlet. - Det er ikke ligefrem gunstige tider for branchen, så jeg tror mere på salg i mindre portioner, hvis det er. I øvrigt er det min overbevisning, at de små steder, der dukker op rundt omkring uden for Gaden, har bedre fremtidsudsigter. Den udvikling, som kan komme, handler måske mere om, at de små steder kommer til at tage kunder fra Jomfru Ane Gade, og det vil sådan set glæde mig, hvis det sker, siger Kirsten Nielsen.