EMNER

Ingen underskudsgaranti til Vesterhavsrock

JAMMERBUGT:Vesterhavsrock 2007 har store navne som Shu-bi-dua, Magtens Korridorer og Bamses Venner på programmet til koncerten 28. juli i Fjerritslev, men alligevel har arrangørerne for en sikkerheds skyld søgt Jammerbugt Kommune om en underskudsgaranti på 10.000 kr., som man også tidligere har søgt og fået bevilget af Fjerritslev Kommune - uden at den dog kom til udbetaling sidste år. Men i år bliver der ikke nogen garanti. Børne- og kulturudvalget har sagt nej til at yde den, selv om arrangørerne regner med at der bliver balance i økonomien, og kun øsende regnvejr muligvis kan udløse behov for pengene. Et af medlemmerne i udvalget, Sonia Luther Nielsen (V), forklarer, at arrangørerne har vist flotte regnskaber de senere år, og at der købes så store musiknavne ind, at en lille kommunal underskudsdækning ikke vil gøre den store forskel. - Vi har talt om, at der nok vil være mere brug for, at vi støtter et stort arrangement som Nørhalne Cup, der rækker langt ud over kommunen. Vi tror på, at Vesterhavsrock kan klare sig selv, siger hun.