Ingen veje fører til Em Vandværk

EM:Løkken-Vrå Kommune igangsætter nu en eksproprioation af en stump mark i Em. Arealet skal bruges til at sikre vejadgang til Em Vandværk, der ligger temmeligt langt inde på en mark ved Hedegårdsvej. - Det ligger langt ude på marken og ser ud som om det er blevet tabt under en eller anden overflyvning. Men det har jo været dér, det gode grundvand var, konstaterer teknisk udvalgs formand, Kim Bach (fællesliste). Tidligere har vandværkets folk benyttet et sprøjtespor på marken, når de skulle ind til vandværket for at tilse maskineriet og hvad der ellers er af opgaver på et vandværk. - De må de også gerne fortsat bruge sprøjtesporet, men det er ikke altid muligt, og nu vil vandværkets bestyrelse gerne have fast grund under fødderne, forklarer Kim Bach. - Og ingen kan vel være i tvivl om at de har ret til at komme ind til vandværket. Teknisk udvalg har tilbudt ejeren af marken knap 25.000 kr. for det areal, der skal bruges til en adgangsvej til vandværket. Beløbet dækker også over en erstatning for de arealer, hvor driften besværliggøres af den nye vej. Den nye vej må IKKE krydses med landbrugsmaskiner. Men ejeren af marken har takket nej til tilbuddet og derfor sætter kommunen nu eksproprioationsprocessen i gang. - Det ærgerlige er, at når taksationskommissionen er færdig, får gårdejeren mindre ud af det, end det han er blevet tilbudt. Og så er der gået en masse offentlige ressourcer i det, siger Kim Bach. Han regner med at ekspropriationen kommer til at tage omkring tre måneder med mindre sagen går til overtakstation, så varer det længere.