Lokalpolitik

Ingen vil have affald som nabo

Kommunen glemte miljøstation i lokalplan, og sommerhusejere nægter at udpege placering

Hans Chr. Andersen, formand for Grundejerforeningen Hedegårde Nord, og hustruen May-Britt Andersen er vrede over, at kommunen glemte at sætte plads af til affaldscontainere i det nye sommerhusområde i Øster Hurup. Foto: Michael Bygballe

Hans Chr. Andersen, formand for Grundejerforeningen Hedegårde Nord, og hustruen May-Britt Andersen er vrede over, at kommunen glemte at sætte plads af til affaldscontainere i det nye sommerhusområde i Øster Hurup. Foto: Michael Bygballe

ØSTER HURUP: Ingen vil være nærmeste nabo til en samling affaldscontainere. Slet ikke når man nyder fritidslivet i sit sommerhus. Derfor er der dømt ballade, når en samling sommerhusejere skal blive enige om placering af containerne. Så ejerne af sommerhuse ved Hedegårdsvej og Gl. Hedegårdsvej i Øster Hurup greb en kærkommen mulighed for at undgå konflikt, da den tidligere Hadsund Kommune i 2006 sendte et lokalplanforslag i høring. Et forslag, der skulle tillade en halv snes nye sommerhuse i området. Hans Chr. Andersen, formand for den tilstødende Grundejerforeningen Hedegaard Nord, mener, der var sund fornuft i at placere miljøstationen i det nye sommerhusområde, inden grundene var solgt. - Bagefter er det jo svært at blive enige om en placering. Derfor ønskede vi, at kommunen skar igennem og traf en afgørelse, siger han. Byråd godkendte Hadsund Byråd syntes i 2006 også om ideen og besluttede, at miljøstationen skulle tegnes ind i den endelige lokalplan. Men det glemte teknisk forvaltning i Hadsund Kommune desværre at gøre. Med det resultat, at affaldscontainerne er blevet en varm kartoffel for teknisk forvaltning i den nye Mariagerfjord Kommune. Halvandet år efter lokalplanens vedtagelsen har beboerne i sommerhusområdet nemlig stadig ikke fået deres containerplads. Beskeden fra kommunen lyder: ¿Da der i lokalplanen ikke er afsat det nødvendige areal til formålet og ikke er indgået aftale med de pågældende ejere om opstilling af containere, kan løftet desværre ikke realiseres¿. Sender aben videre Poul Møller, afdelingsleder i miljø og natur i Mariagerfjord Kommune uddyber: - Vi har et princip om, at vi kun placerer miljøstationer i samarbejde med grundejerforeningerne. Ingen ønsker jo at bo ved miljøstationen, og vi havde nogle dårlige erfaringer i den gamle Hadsund Kommune, hvor vi i de første år måtte flytte meget rundt på containerne, fordi der var strid om deres placering, siger afdelingsleder Poul Møller. Derfor lyder beskeden til sommerhusfolket i Øster Hurup: Kan I blive enige om en egnet placering, så skal vi nok komme med containere og sørge for tømning. Men den løsning godtager Hans Chr. Andersen ikke. - Vi føler, at kommunen sender aben videre til os. Det er kommunen, der har glemt at leve op til lokalplanen. Så må kommunen også finde en løsning, siger Hans Chr. Andersen. Afdelingsleder Poul Møller siger, at man administrativt ikke kan gøre mere. Han har derfor henvist de utilfredse sommerhusejere til at klage til udvalget for teknik og miljø, hvis de ikke kan acceptere afgørelsen.