Lokalpolitik

Ingen vilje hos flertalsgruppe

Af Ole Christensen formand for socialdemokraternes byrådsgruppe BUDGET: Hvor der er vilje er der vej. Men er der ingen vilje, så er der ingen vej. Så kort kan hele budgetdrøftelsen beskrives i Brovst kommune. Der har ikke været den mindste vilje fra niblokkens side til at indgå et forlig. 1 million kroner for at få et forlig ud af et bruttobudget på 430 millioner kr. siger alt om flertalsblokkens vilje. Den vilje som borgmesteren taler så meget om, er ikke til stede, og vi har den fornemmelse, at den ligger I andres lommer, nemlig hos liste T og Dansk Folkeparti. Borgmesteren har ikke viljen til at formidle det brede samarbejde. Når det kommer til stykket er blokken låst helt fast i de forslag de forinden havde aftalt vedrørende budget 2004, og som de efterfølgende præsenterede for os. Hvis man ikke er indstillet på seriøst at forhandle, så kan man ikke få et forlig. 1 million i besparelser ville vi have som indrømmelse for at gå med i et forlig. Ingen besparelser på forebyggende foranstaltninger for børn og unge, på arbejdsmarkedsområdet og på Halvrimmen børnehave, ligesom vi ikke ville være med til prisstigninger for at få passet sine børn. Det ville ellers være godt med et forlig - af mange årsager. Først og fremmest godt for kommunens borgere, at der er et bredt samarbejde om udviklingen af vor kommune. Men det ønsker man ikke, og det tager vi så til efterretning. Flertalsblokken sparer ca. 5 millioner kroner på driften, sætter prisen på børnepasning i vejret og nedsætter skatten 0.2.% (to poser kaffe om måneden, som Jørgen Winther sagde på byrådsmødet). Hertil kommer at der bliver tager yderligere 1.2 million af kassen. Flertalsblokken går mere op i skattelettelser og pleje af særinteresser, end at sørge for at kommunen på lang sigt har de midler der skal til for at vi kan udvikle kommunen. Jeg er meget nervøs for, at de penge der nu endelig er kommet i vor kommunekasse stille og roligt forsvinder ud i den blå luft - uden at vi får igangsat den langsigtede renovering af offentlige bygninger, veje og fortove samt udbygget og moderniseret vore folkeskoler, således at de lever op til tidens krav. Hvor der er vilje er der vej - men viljen til samarbejde er der ikke hos nimandsblokken.

Forsiden