Tyverier

Ingen vold eller alvorlige skader nytårsaften

Flere tilfælde af hærværk på biler - kanonslag i garage gjorde stor skade på bil

HJØRRING:Menneskene slap forholdsvis smertefrit over nytåret i Hjørring. Vagthavende ved Hjørring Politi kalder det en forholdsvis rolig nytårsaften. Der var ingen tilfælde af decideret vold og kun fire tilfælde af husspektakler i hele politikredsen. Vendsyssel Sygehus, Hjørring, meldte kun om småskader, der ikke krævede operationer af nogen art. Til gengæld gik det hårdt ud over biler og postkasser. Betjentene på Hjørrring Politistation havde hele dagen travlt med at tage i mod anmeldelse om hærværk. Særligt groft var hærværket som tre mørkklædte mænd øvede på en række biler ved Sverigesvej 16 tidligt onsdag morgen. En ældre Opel Corsa blev voldsomt smadret af de ukendte gerningsmænd, der knuste alle ruder og kylede fyldte dunke med maling ind i bilen, så tyk maling var løbet ud over sæder og interiør. På parkeingspladsen mellem blokkene stod to biler, som blev gerningsmændenes første ofre. En varebil fik sideruden knust med et affaldsstativ og en personbil fik samme behandling. I den sidste bil stjal gerningsmændene en hylde med et par højtttalere. - Hvis de havde banket på min dør og bedt om de sølle højttalere, så havde jeg gladeligt givet højttalerne væk. De var ikke så dyre, sagde den ærgerlige, kvindelige, ejer af bilen, da hun onsdag formiddag gik og fejede glasskår op efter indbruddet. En beboer stak hovedet ud af et vindue i en af de tilstødende blokke og fortalte, at hun alarmerede politiet, fordi hun blev vækket af geningsmændenes huseren. Politiet var dog nødt til at koncentrere sig om en mere presserende opgave, så patruljevognen nåede ikke frem i tide til at fange gerningsmændene. Hjørring Politi hører gerne fra vidner, der har set noget til de tre mænd. Hjørring Politi har tlf. 96 23 14 48. Kraftigt kanonslag Politiet vil også gerne høre fra vidner, der har set, hvem der smed et særdeles kraftigt kanonslag ind i en garage på Gulspurvvej 11 kl. 01.45. natten til onsdag. Ejeren af huset vågnede ved et kæmpebrag, der fik ruderne til at klirre. Om morgenen opdagede vedkommende, at bilen i garagen var blevet slemt skadet. Forruden var knust, døren til garagen var ødelagt, skærme var ødelagte, positionslys og front på bilen var ødelagt og nummerpladen revet af på grund af eksplosionens kraft. Politiet har desuden modtaget en række anmeldelser om ødelagt postkasser. Af andet hærværk kan nævnes en brand i en 150 liters affaldscontainer i Tårs, som gerningsmændene slæbte ud midt på gaden ud for Bredgade 87 og tændt ild i. Skadestuen på Vendsyssel Sygehus, Hjørring, havde forberedt sig på det værste. - Der har været et stort antal skader, men ingen alvorlige skader. Modsat forventet har vi således ingen øjen- eller håndskader. Kun nogle lettere forbrændingsskader, som kunne behandles med et samme, sagde overlæge Erkki Venalainen dagen efter.