Ingeniører fra asylcentre får lov at komme i job

Projekt til 2,5 mio. skal opkvalificere 35 udenlandske ingeniører

Danmark 16. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Integrationsministeriet har bevilget 2,5 mio. kroner til et projekt, der skal skaffe viden om integration af højtuddannet arbejdskraft på danske virksomheder. Projektet "Proaktiv integration af ingeniører og IT-specialister i præ-asylfasen" ledes af Ingeniørforeningen i Danmark IDA, og pengene skal i første omgang bruges til at støvsuge asylcentre. Her regner man med at finde de ingeniør- og IT-uddannede asylansøgere, der med et kort opkvalificeringskursus kan få arbejde på en dansk virksomhed. Vurderingen er, at der i dag sidder ca. 100 ingeniører eller personer med erhvervserfaring fra ingeniørstillinger på asylcentrene. En lignende screening foretaget af Amtsrådsforeningen tidligere på året viste, at der sidder 2-300 lægeuddannede personer på landets asylcentre. Flere af dem er nu på vej i job. Efter udvælgelsen af de kvalificerede asylansøgere skal de tilknyttes private virksomheder. Her skal de aftale et opkvalificerings- og praktikforløb – enten på virksomheden eller på en uddannelsesinstitution. Forløbet skal være rettet mod ansættelse på virksomheden. Samtidig med opkvalificeringsforløbet skal personerne lære dansk. Forventningen er, at 50 personer kommer i gang. Nogle vil blive tilbudt ansættelse umiddelbart og nogle vil falde fra. Målet er, at 35 personer fuldfører hele forløbet. - Det er meget spændende. Vi plukker de ingeniører, der ikke er blevet lullet ind i offentlig forsørgelse endnu. Nu får de et forløb med sprog og faglig uddannelse, der er rettet direkte på job i en privat virksomhed, siger Bertel Haarder. Projektet adskiller sig fra tidligere integrationsprojekter ved at rette sig mod asylansøgere. Hvis forsøgspersonerne ikke får asyl, kan de søge arbejds- og opholdstilladelse for særligt kvalificeret arbejdskraft. Hvis personerne efter fuldendt forløb eller på et senere tidspunkt ikke kan finde arbejde i Danmark, kan de ikke regne med at blive i landet. - Men pengene er under ingen omstændigheder spildt. De lande, de skal hjem til, har jo også brug for ingeniører, siger Bertel Haarder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...