Ingeniører: Regeringens vækstplan vil skabe job

Ingeniørforening roser regeringens vækstplan, men efterlyser flere incitamenter til at ansætte højtuddannede.

8. maj 2014 18:56

SR-regeringens nye vækstplan rammer meget præcist de udfordringer, som Danmark står over for.

Sådan lyder det fra Ingeniørforeningens formand, Frida Frost, efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) torsdag fremlagde en vækstplan til 10 milliarder, som ifølge regeringen vil få Danmark helt ud af krisen.

Ingeniørforeningens formand kvitterer for planens fokus på Danmark som produktionsland, herunder på bedre muligheder for investeringer i ny teknologi og en mere målrettet satsning på at matche udbuddet af medarbejdere med de uddannelser, som virksomhederne efterspørger.

- Flere penge til innovation, øget optag på erhvervsrelevante universitetsuddannelser og mulighed for at tiltrække højtuddannede udlændinge er nogle af de ingredienser, der skal til for at skabe vækst og job, siger Frida Frost i en pressemeddelelse.

Hun efterlyser dog flere incitamenter, som får de små virksomheder til at ansætte højtuddannede medarbejdere som for eksempel ingeniører.

Det kunne eksempelvis være en ubureaukratisk vækstpilotordning, hvor de mindre virksomheder får løntilskud til at ansætte en højtuddannet, mener Frida Frost.

- Erfaringen viser jo, at det typisk fører til ansættelse af flere medarbejdere, når mindre virksomheder ansætter højtuddannede, siger Frida Frost.

Hun henviser til en undersøgelse, som Ingeniørforeningen fik gennemført i 2012. Den viser, at det typisk fører til ansættelse af yderligere seks medarbejdere, når en mindre virksomhed ansætter sin første højtuddannede.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...