EMNER

Ingeniørtropper kæmper med brændende olieledning i Irak

BAGDAD: Amerikanske ingeniørtropper satte i går helikoptere ind for at pøse vand på en brændende olierørledning i den nordlige del af Irak. Sorte skyer fyldte himlen over den irakiske ørken, mens soldaterne kæmpede for at slukke flammerne, der blokerer for eksport af irakisk olie for anslået syv mio. dollar (ca. 45 mio. kr) om dagen. Det er penge, der er hårdt brug for til genopbygning af landet, men amerikanske embedsmænd sagde, at det kan vare op til to uger, før der atter løber olie igennem rørledningen fra Kirkuk til Tyrkiet. Olierørledningen, der blev åbnet onsdag i sidste uge, brød i brand i lørdag og er siden ramt af flere andre brande, der ifølge amerikanerne skyldes sabotage. Også i den sydlige del af landet skaber sabotage problemer, fordi tyveknægte stjæler elkabler. Problemer med saboterede elkabler samt sabotage mod olierør har skabt kronisk mangel på strøm og brændstof i det sydlige Irak. Strømproblemerne har også ramt olieeksporten i den sydlige del af landet, hvorved der er skabt yderligere problemer for genopbygningen, der er afhængig af olie-indtægterne. Samtidig med de fortsatte problemer med at få gang i Iraks eksportindtægter, fortsætter skyderier i Bagdad og andre byer. I Tikrit, den afsatte diktator Saddam Husseins hjemby, blev to soldater såret søndag, da deres konvoj blev beskudt. Den arabiske tv-station al-Jazeera rapporterede også, at 12 irakere blev dræbt, da et ammunitionslager i går morges eksploderede i Tikrit, men oplysningerne om sagen var sparsomme og få. Amerikanerne på stedet havde ikke umiddelbart kommentarer til oplysningerne. Samtidig sagde det amerikanske militær, at det er gået i gang med at undersøge omstændighederne af, hvorfor kameramanden fra Reuters Mazen Dana blev dræbt søndag, da han filmede lidt uden for Bagdad ved Abu Ghraib-fængslet, hvor et morterangreb lørdag aften havde dræbt mindst seks irakiske fanger og såret flere andre. Militæret har erkendt, at en amerikansk soldat skød kameramanden, der er den 18. journalist, der er blevet dræbt i Irak siden den amerikansk-ledede invasion den 20. marts. Ifølge militæret blev Danas kamera forvekslet med en raketkaster, hvorpå han blev skudt. - I aftes havde vi en forfærdelig tragedie. Jeg kan forsikre om, at ingen har det værre end den soldat, der skød, sagde Guy Shields, amerikansk militærtalsmand. Tom Glocer, Reuters chef, opfordrer til, at der gennemføres en tilbundsgående undersøgelse, og det samme gør organisationen Reportere Uden Grænser. Den 43-årige Dana var palæstinenser og fik i 2001 en journalistpris for sit arbejde i byen Hebron på Vestbredden, hvor han flere gange er blevet tævet, ligesom han også er blevet såret under sit arbejde med at dække den israelsk-palæstinensiske konflikt. Den britiske tv-station Sky rapporterede i går, at Danas båre formentlig senere i går ville være klar til at blive fløjet ud af Bagdad, så Dana kan blive begravet af sin familie på Vestbredden. /ritzau/Reuters