Pension

Ingenting til - og dog i arbejde?

I mange kommuner er der en restgruppe, som er helt umulige at placere på arbejdsmarkedet, men det skal de ¿ uanset hvad. Så gør det ikke noget, at de aldrig har fået en uddannelse eller har haft noget, der ligner et reelt arbejde

, eller at de har en dobbelt diagnose som psykisk syge misbrugere og derudover en række massive sociale problemer, hvor løsningen ikke ligger ligefor. Førtidspension kan de ikke få, fordi vores pensionssystem efterhånden er blevet indrettet sådan, at man nærmest skal være halvdød for at blive tildelt en førtidspension. For tænk nu hvis der er nogen, der snyder og bare spiller mere syge end de egentlig er, fordi det er mere bekvemt at hæve offentlige ydelser end at yde noget på arbejdsmarkedet. Alle kan jo som bekendt, hvis de vil. De psykisk syge, misbrugsgrupperne og dem med massive sociale problemer skal bare tage sig sammen og holde op med at ynke sig selv. Vi lever i et velfærdssamfund, hvor parolen er frihed under ansvar, og at man kan det, man vil. Derfor forventer regeringen også, at de ansatte på jobcentrene motiverer både de ledige til at tage et job og virksomhederne til at ansatte medarbejdere, der måske aldrig har været ude på arbejdsmarkedet, og som i bund og grund ville være bedre tjent med en førtidspension. Virksomhederne burde kunne se nogle indlysende fordele i at ansatte eksempelvis en halvdød person med massive psykiske og sociale problemer, der periodevis er hjemløs, men er bevilget et fleksjob, fordi vedkommende ikke kan få pension - endnu. I nogle kommuner kalder man uofficielt restgruppen for ITT-gruppen (ingenting til-gruppen). For uanset regeringens intention om, at der er plads til alle på arbejdsmarkedet, så kan man ikke se bort fra den kendsgerning, at der er nogle svage borgere i det her samfund, som hverken kan honorere arbejdsmarkedets krav eller normalsamfundets krav og som derfor har brug for en hjælp, der kan give dem en tålelig tilværelse ¿ i stedet for at gøre dem til kastebold mellem forskellige regelsystemer, der alligevel ikke ændrer på deres situation, men som snarere forringer deres livskvalitet, der i forvejen lader meget tilbage at ønske. Sagsbehandlernes problem er, at de bliver beskyldt for at fastholde folk i systemet frem for at få dem ud på arbejdsmarkedet. Sagsbehandlerne gør ganske enkelt ikke deres arbejde godt nok ¿ for hvis de gjorde det, så er regeringens logik, at så var ITT- gruppen for længst ude på arbejdsmarkedet. Hvad regeringen måske ikke tænker så meget over, er de samfundsøkonomiske perspektiver i deres social- og arbejdsmarkedspolitik, fordi den latente mistanke om at de svage borgere ikke vil arbejde og at sagsbehandlerne ikke gør det godt nok, nærmest konstant fører til skærpede krav i lovgivningen om øget opfølgning og kontrol. I praksis betyder det, at der i kommunalt regi, skal bruges tonsvis af ressourcer på sager, som man godt ved ikke nytter noget ¿ men som skal være så tilpas ¿gamle i gårde¿ at man ikke slipper udenom den førtidspension, der måske burde have været bevilget for 10 år siden. Regeringens politik har efterhånden udviklet sig til at være en markant forskelsbehandling af personer med alvorlige psykiske lidelser og personer med fysiske lidelser. Intentionen i 1976 med at integrere den psykiatriske sygehusfunktion i den somatiske var netop, at der skulle ske en ligestilling af somatiske og psykiatriske sygdomme. Den ligestilling lader meget tilbage at ønske, dels fordi den er druknet i skærpede regler, der mistænkeliggør de borgere, der ikke har en somatisk sygdom, der kan forklare årsagen til den manglende tilknytning til arbejdsmarkedet, dels fordi den sociale indsats er blevet så arbejdsmarkedsfikseret, at der ikke tages hensyn til de grupper i samfundet, der har brug for en anden indsats. Det forsøgte man i begyndelsen af 1990¿erne, hvor udgangspunktet for den sociale indsats godt kunne være støtte og omsorg. Det er der også nogen, der får i dag, men det er den gruppe, der har fået førtidspension. De andre må blive i systemet, indtil de er så dårlige eller halvdøde, at det er åbenlyst, at de skal have en førtidspension og imens de venter på det, så skal jobcentrene stadig bruge oceaner af ressourcer på at få ITT-gruppen ud på arbejdsmarkedet. Ressourcer, der kunne bruges langt mere hensigtsmæssigt både i forhold til ITT-gruppens behov og til dem, der kan få en plads på arbejdsmarkedet. [ Tina Bømler er lektor på Aalborg Universitet ved Institut for Sociologi, Socialt arbejde og Organisation. Hun har skrevet en række bøger om bl.a. samfundets skyggesider.