Kriminalitet

Inger Støjberg undgår straf for udtalelser om terrorsag

Rigsadvokat renser Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg og andre, selv om de kommenterede uafsluttet straffesag.

Flere medlemmer af Folketinget slipper for en straffesag om at ville påvirke udfaldet af en straffesag mod en yderliggående islamist.

Rigsadvokaten har efter lang tids overvejelser besluttet, at der ikke bliver nogen sag mod blandt andre Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Begge udtalte sig i klare vendinger om den sanktion, som de mente, at islamisten Said Mansour burde idømmes i sagen, som drejer sig om opfordringer til terror og drab.

Det skete på et tidspunkt lige omkring byrettens afgørelse - og altså inden den endelige dom.

Ifølge loven er det forbudt at komme med udtalelser, som kan påvirke nævninge og dommere, så længe en sag ikke er endelig afgjort.

"Hvis vi ikke skal skal være fuldstændig til grin, så må han ud!", lød det fra Pia Kjærsgaard.

Denne og andre kommentarer er forbudt, fastslog præsidenten for Retten på Frederiksberg, Torben Goldin, overfor Ritzau.

Men der bliver altså ingen sag, oplyser anklagemyndigheden fredag.

I seks måneder har rigsadvokat Ole Hasselgaard tænkt over sagen. Og han er nået frem til, at de tidligere afgørelser fra Statsadvokaten i København og Københavns Politi er rigtige.

De øvrige "frifundne" er Trine Bramsen, Karsten Lauritzen, Martin Henriksen og Peter Skaarup.

Det var Said Mansours daværende forsvarer, advokat Thorkild Høyer, der stod bag anmeldelsen.

- De pågældende politikeres ytringsfrihed må vige for min klients ret til en retfærdig rettergang, herunder at blive anset for uskyldig indtil endelig dom, har Høyer sagt.

Forleden blev det i øvrigt besluttet, at Højesteret skal afgøre, om Said Mansour skal fratages sit danske statsborgerskab og udvises til Marokko.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst