Teater

Inger vil ikke være midtpunkt

Inger Pedersen stopper som forpagter på Vendelbohus efter 11 år - i al stilfærdighed

Vendelbohus' Forpagter Inger Pedersen glæder sig til at læse en bog igen.Foto: Hans Ravn

Vendelbohus' Forpagter Inger Pedersen glæder sig til at læse en bog igen.Foto: Hans Ravn

HJØRRING:- Da vi startede, var vi to, så jeg holder ingen afskedsreception, fastslår Inger Pedersen. 1. april 1997 blev hun og søsteren Ella Jensen forpagtere på Vendelbohus, men Ella er siden død, og Inger savner hende stadig, kan man høre. - Det var hårdt at blive alene, men jeg har haft et godt personale, der har hjulpet mig, fortæller hun. Nu stopper Inger Pedersen som forpagter på Vendelbohus, og det gør altså uden at gøre meget væsen af sig. - Jeg vil også hellere stå i opvasken end i festens midtpunkt, indrømmer hun. - Det er jo mig, der skal sørge for at tingene fungerer, ikke mig, der skal have opmærksomhed. Inger og Ella arbejdede allerede på Vendelbohus, da de overtog forpagtningen for 11 år siden. Inger kan ikke længere huske, hvor længe Hjørrings gamle teaterhus har været hendes arbejdsplads, men huset betyder meget for hende. Byens bedste forsamlingshus - Huset er jo spændende i og med at der er så mange ting her. Det er byens bedste forsamlingshus. Og eneste, påpeger Inger Pedersen. - Her er teater, jubilæer, begravelseskaffe, generalforsamlinger, foredrag - alt. Og det er både foreninger og private, der arrangerer. Det er derfor forsamlingshus er en god betegnelse for Vendelbohus, mener hun. - Jeg savner revyen. Den betød meget - også økonomisk. Den betød meget for hele byen, tilføjer hun. Hele dagen og lidt til Hun erkender at hun nok kommer til at savne Vendelbohus, selv om hun har haft et år til at vænne sig til tanken om at gå på pension nu. - Det er ikke fordi jeg ikke gider bestille noget, at jeg stopper, men jeg vil ikke blive ved med at arbejde så meget. Det tager hele dagen og lidt til. Jeg arbejder 60-70 timer om ugen. Det kan kun lade sig gøre fordi jeg har en meget tålmodig mand. Han er landmand og arbejder ligeså meget, fortæller hun muntert. - Det er dejligt arbejde. Hårdt nogle gange, men dejligt. Ellers gjorde man det jo ikke. Ikke i så mange timer om ugen i hvert fald. Fritid er sådan noget Inger har haft, når der tilfældigvis ikke har været arrangementer i en hel weekend. Desuden har hun holdt lukket i uge 1 de sidste to-tre år, men ellers har ferie ikke været på programmet. Nu bliver der masser af fritid, men Inger har ikke en masse vilde planer. - Jeg vil gerne læse en bog. Jeg har altid holdt af at læse, men har ikke haft tid, fortæller hun. En ting ad gangen Om hendes mand også skal til at gå på pension, så de får set lidt mere til hinanden, har parret endnu ikke besluttet. - Den tager vi når jeg kommer hjem. Én ting ad gangen, griner Inger. Det sidste par dage har hun ikke haft arrangementer i Vendelbohus. Hun har ryddet op. - Jeg har ryddet op længe. Man får altså samlet noget sammen i løbet af 11 år, konstaterer hun. Hjørring Kommune har ikke indgået en ny forpagtningsaftale for Vendelbohus, og Inger Pedersen er blevet bombarderet med spørgsmål om husets fremtid. - Jeg vil ikke ret gerne ind i problematikken om Vendelbohus’ fremtid. Der er mange, der spørger, men jeg henviser til kommunen, fortæller hun. Ligeglad med Vendelbohus er hun dog ikke. - Det har selvfølgelig en plads i mit hjerte, og jeg vil altid følge med i hvad der foregår her. Men det kan jeg jo gøre ved at læse avisen.