Ingstrup i offensiven med en ny reklamefilm og Åben Landsby

Kirsten Olsen
Privatfoto
30. september 2016 12:01

Inden for det sidste halve år er seks børnefamilier flyttet til Ingstrup. Det vækker stor glæde hos Ingstrupboerne, som ligesom alle andre indbyggere i mindre byer kæmper med "Udkantsdanmark syndromet".

Heldigvis har byen meget at byde tilflytterne på, idet der er et rigt foreningsliv, hvor man efter eget ønske kan vælge at dyrke diverse former for idræt eller andre interesser. Derudover har Ingstrup en velfungerende friskole samt en efterskole, som begge giver liv og identitet til byen, og på erhvervssiden holder diverse håndværkere og Ingstrup Mejeri hjulene i gang.

En gruppe af byens borgere satte sig for at gøre omverdenen opmærksom på, hvor mange fantastiske ting Ingstrup har at byde på. Med hjælp fra Jammerbugt Kommunes Kultur- og Landdistriktsmidler samt donationer fra Ingstrup Efterskole, Ingstrup Trivselsskole og -børnehave, Ingstrup Sportsforening, Ingstrup Bogby samt Ingstrup Mejeri, har man fået lavet en reklamefilm.

Filmen skal fortælle om alle de ovennævnte goder og selvfølgelig det unikke fællesskab og den smukke natur, man kan få glæde af, hvis man vælger at bosætte sig i Ingstrup.

I forlængelse af dette initiativ moderniseres byens hjemmeside ligesom der laves foldere til omdeling hos bl.a. områdets ejendomsmæglere.

Søndag d. 2. oktober kl. 14 er der Åben Landsby, hvor byens borgere samt øvrige interesserede er inviteret til release reception i Ingstrup Forsamlingshus. En af initiativtagerne til reklameprojektet, Ole Nørgaard, byder velkommen og derefter vil Diana Årestrup, næstformand for kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget holde en tale. Efterfølgende vil alle få mulighed for at se den nye film samt det øvrige reklamemateriale.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...