EMNER

Ingstrup og Gårdbo Søer genetableres

Læserbrev

Ingstrup og Gårdbo Søer skal genskabes, kunne man forleden læse i Nordjyske. Fulgt op med en udtalelse om at Hjørring Kommune i et forslag til en ny kommuneplan har Ingstrup og Gårdbo Søer med sammen med fem andre naturområder med i et forslag til en ny kommuneplan. De to søer var engang de største søer i området, men vandet blev ledet væk og jorden dyrket op. Ingstrup Sø var en langstrakt sø med lavt til bunden ved Vrensted og Gårdbo Sø var en stor sø med lavt til bunden på grænsen mellem Hjørring og Frederikshavn Kommuner. En eventuel genskabelse af søerne vil føre til, at mange forsvundne fisk, dyr og fugle vil genindvandre til området og bidrage til at trække turister til hele året. Sådan lyder argumenterne fra Hjørring Kommune. En uges tid senere bringes en artikel med overskriften " Drømmen om en sø lever". Der er et billede af tre generationer Damsgård som ejer 9 ha. i den nordlige del af den hedengangne Ingstrup Sø, som ældste generation har plantet til i 1945. Anden generation udtaler "det er næsten som et refugium at komme herud. Der er ikke noget mærkeligt i at familien Damsgård elsker sin lille oase og ønsker igen at høre fiskene plaske i vandet og fuglene skrige eller synge om man vil, samt et rigt dyreliv evt. med kronvildt Jeg er selv vokset op med en fortælling om hvor enestående og fantastisk Ingstrup Sø var, idet min far stammer fra Gammel Ingstrup, men "udvandrede" til Smidstrup i forbindelse med ægteskabet med min mor. Årsagen var en bedre jordbonitet, men mindet om Ingstrup Sø fortog sig aldrig. Utallige er hans beretninger om fiskeri og andejagt nede ved søen. Især en var spændende og det var, hvordan han som dreng fangede gedder. Dem fangede han med en lyster. Det var nærmest en harpun, en slags trefork med et langt stykke reb, som han kastede efter gedderne og hvis han ramte, trak de den ind med rebet. Det var et sidespring, men for at forstå, hvorfor man i dag kan ønske søerne tilbage, er det nødvendigt at forstå hvilke interesser der ligger i, både at bevare den som den altid har været og så til at forstå interesserne i at tørlægge den. I tiden omkring 1950 var det nuværende EU ikke engang selvforsynende med fødevarer, så det gjaldt om at udnytte al jord, som kunne opdyrkes. Hvilket bønderne var gode til. Det resulterede i at alt tilgængelig jord anvendtes til agerdyrkning. Efter vores indtræden i EF – nuværende EU- blev bønderne så effektive, at det var nødvendigt at indføre braklægningsordningen for at begrænse det enorme kornoverskud. Senere indførtes Hektarstøtteordningen. Begge ordninger for at begrænse produktionen af korn. I halvtredserne hvor meget jord kom under plov, var det nødvendigt bare for at brødføde Europas befolkning og derfor var der politisk opbakning til utallige projekter som inddæmning af Ingstrup og Gårdbo søer. Der blev givet statstilskud til de enkelte projekter og bønderne blev tilskyndet til inddæmningsprojekterne. Mange lave arealer ned gennem Jylland blev tørlagt. På dette tidspunkt var det nærmest en national opgave og folk som påtog sig opgaverne var en slags pionerer. Arealerne som blev tørlagt, var meget frugtbare, idet det var dyndjord. I dag er situationen fuldstændig forandret, der er et kæmpe overskud af korn i det tidligere EF, derfor rejses der fra flere sider af samfundet krav om nedskæring af bøndernes muligheder for at producere herunder krav om genetablering af Ingstrup og Gårdbo søer. På grund af dette kornoverskud kræver store dele af samfundet flere rekreative områder, trods det at en fjerde del af verdens befolkning lever under minimumsgrænsen. De bliver ikke mætte hver dag. Damsgårds tidligere byrådskollega Peter Have udtaler, at det er bare at sprænge pumpehuset i luften, så vil vandet vende tilbage. Undertegnede holder bestemt af at høre og se fiskenes plasken, fuglenes flugt over himlen og dyrelivet i al sin udfoldelse, men med hensyn til Ingstrup Sø er der inde i mig to modsat rettede følelser med hensyn til genetablering. Livet består af valg og fravalg.