Ingstrup-sejr i lokalopgør

Vittrup 17. september 2002 08:00

V. HJERMITSLEV: Ingstrup vandt fortjent lokalopgøret på udebane mod V. Hjermitslev i serie 5 med 4-2, og Ingstrup går nærmest fra sejr til sejr i øjeblikket. Kampens start bar præg af, at ingen af mandskaberne ville tabe lokalopgøret. V. Hjermitslev kom bedst fra start, men frontløberne manglede effektiviteten og heldet. I stedet kom Ingstrup foran 1-0 i det 17. minut ved Johnny Rasmussen. Otte minutter senere fik V. Hjermitslev udlignet ved Rasmus Nielsen. Efter 30 minutter blev der begået straffespark mod Dennis Dunker fra Ingstrup, og det udnyttede Kasper Nielsen sikkert til halvlegsføring 2-1 til Ingstrup. I løbet af 2. halvleg overtog Ingstrup mere og mere styringen af kampen. Flere gange var der fare på færde foran V. Hjermitslevs mål, og angriberne Anders Sørensen og Kasper Nielsen havde chancer for at score. Efter 25 minutters spil kunne netop Kasper Nielsen øge Ingstrups føring til 3-1 på et godt fladt skud. Derefter forsvandt intensiteten i lokalopgøret, men fem minutter før tid øgede Dennis Dunker til 4-1, og i de døende sekunder pyntede Leif Vittrup på resultatet til 4-2. Efter kampen konstaterede træner for V. Hjermitslev Peter Lunk, at skader er skyld i holdets problemer i efteråret. Mod Ingstrup sad rutinerede Flemming Bak og Torben Sørensen udenfor med skader. Peter Lunk roste især Michael Juul og Jens Thomsen for deres store indsats i forsvaret. Ingstrup-træner Bent Sørensen roste sine spillere for at kæmpe for hinanden, men han syntes dog, at forsvaret i nogle situationer tog lidt nonchelant på tingene. Med lidt større skarphed hos modstandernes frontløbere kunne det have blevet dyrt, mente han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...