Ingstrup sejrede - Moseby tabte

INGSTRUP:Ingstrup Sportsforenings serie 5 i fodbold fik atter fuld pointhøst, da holdet rejste hjem efter udekampen mod Jerslev/Sterup med en 3-0 sejr i bagagen. Derimod tabte Moseby serie 3 med 4-1 til Ø. Brønderslev. De blågule fra Ingstrup fik en god start på kampen, da Kenneth Dunker efter kun to minutters spil bragte holdet foran med 1-0. Ingstrup var toneangivende gennem hele 1. halvleg, men det lykkedes ikke at øge føringen inden pausen. Ingstrups målmand Peter Albek sørgede med en pragtredning for, at Jerslev/Sterup ikke kom på måltavlen. Efter pausen var det tydeligt at se, at Ingstrup er rækkens tophold. Efter ti minutters spil øgede Kasper Nielsen til 2-0, og godt halvvejs i halvlegen cementerede samme Kasper Nielsen sejren med endnu et mål. Ingstrups sejr kunne nemt være blevet større. Holdet havde mange store målchancer - blandt andet var der to skud på målstængerne, og holdet brændte et straffespark. Moseby serie 3 tabte 4-1 på udebane til ØBI, men resultatet er helt misvisende, mener træner Bjarne Larsen. - Vi burde have været foran 2-0 efter et kvarter og mindst 3-0 ved pausen, men vi kunne ikke score på helt oplagte chancer, fortæller Bjarne Larsen, der konstaterede, at holdet istedet var bagud 0 - 2 ved pausen. Moseby spillede afventende og satsede på kontranangreb. Taktikken var rigtig, men i mål ville bolden ikke. Efter fem minutter af 2. halvleg øgede ØBI til 3-0, og i kampens sidste minutter reducerede Jesper Ørtoft til 1-4 for Moseby. - Vi lukkede for mange mål ind, men det er positivt, at vi producerede så mange chancer, siger Bjarne Larsen.