Fodbold

Ingstrup vandt over V. Hjermitslev

INGSTRUP:Serie 5-lokalopgøret på Ingstrup Stadion mellem Ingstrup og V. Hjermitslev blev nøjagtig så spændende som ventet. Ingstrup vandt efter en rigtig herrefight med 3-2. Kampen bar præg af, at der stod megen prestige på spil. Det store publikum blev derfor ikke vidne til velpoleret spil. Til gengæld bød kampen på underholdning med høj intensitet, tætte nærkampe og mange store målchancer. Ingstrups Kasper Nielsen åbnede målscoringen efter få minutters spil, da han pressede bolden over stregen efter et hjørnespark tæt under mål. Herefter havde hjemmeholdet overvægt i spillet. Kort efter Ingstrup brændte et straffespark var det imidlertid VHB, der slog kontra, og Flemming Bak udlignede til 1-1. Stillingen holdt til pausen, men efter 10 minutters spil i anden halvleg var Kasper Nielsen atter på færde. Efter en fejl i VHBs forsvar opsnappede han bolden og satte den sikkert ind til 2-1. Midt i 2. halvleg kom VHB længere frem på banen og fik etableret et pres, men Kasper Nielsen sørgede for at publikum kunne ånde lettet op, da han scorede sit tredje mål med et fladt skud fra en spids vinkel. Under gæsternes fortsatte pres lykkedes det Henrik Jürgensen at reducere til 3-2. Begge trænere, Peter Lunk fra VHB og Ib Sivesgaard fra ISF, var enige om, at deres hold havde givet hinanden en seværdig kamp. Ingstrup er kommet rigtig godt fra start i år og har ikke sat point til efter de tre første kampe.