Inkarneret festivalmand skriver ny bog

Jørgen Pyndt har selv været med til 35 af de 40 festivaler. Nu skriver han Skagen Festivals historie

Jørgen Pyndt, nr. 4 fra venstre, uddeler her årets pris fra Skagen festivalen til De Gyldne Løver i 2007. Prisen uddeles i samarbejde med TV2 Nord, hvor Jørgen Pyndt er ansat. Arkivfoto: Peter Broen

Jørgen Pyndt, nr. 4 fra venstre, uddeler her årets pris fra Skagen festivalen til De Gyldne Løver i 2007. Prisen uddeles i samarbejde med TV2 Nord, hvor Jørgen Pyndt er ansat. Arkivfoto: Peter Broen

Hvornår var det Oyster Band spillede for første gang på festivalen, hvor mange gange har de været der, og hvad synes de om at spille i Skagen? Sådanne spørgsmål kombineret med en masse menneskers beretninger fra 40 års festival vil man kunne opleve i en ny bog, som journalisten og ivrig festival deltager Jørgen Pyndt står bag. - Det er min tanke, at bogen blandt andet skal indeholde en komplet oversigt over, hvem der har optrådt hvornår i løbet af festivalens historie, fortæller Jørgen Pyndt. Selve det at man har afviklet en festival 40 gange i en ubrudt ræk er et stykke dansk festivalhistorie. Og det skal markeres ved åbningskoncerten i badmintonhallen 2. juli, hvor bogen om de 40 års festival i Skagen præsenteres. Jørgen Pyndt fortæller, at bogen samtidig skal ses som en håndsrækning til festivalen, da han og forlaget forærer et eventuelt overskud til arrangørerne, hvoraf mange faktisk har været med op mod de 40. gange. Jørgen Pyndt har trofast fulgt festivalen gennem 35 af de 40 år, først som medarbejder ved Danmarks Radio, og de seneste år som medarbejder ved den regionale TV-station TV 2 Nord. - Men selvom jeg har fulgt med i festivalen og dens op og nedture, så bliver bogen ikke en personlig beretning. Jeg vil interviewe en række nøglepersoner, og så forsøge at få nogle af musikerne f.eks. fra Dubliners og Oyster Band til at fortælle om deres oplevelser. Han er i fuld gang med at indsamle materiale, og opfordrer folk til at henvende sig til ham, hvis de har nogle historier, som de synes skal med i den nye bog. - Bogen skal naturligvis dokumentere festivalens historie fra den meget spæde start i Tuxens Villa til det omfang, vi kender i dag. Der vil blive dokumentation i form af programmer, åbningstaler, bestyrelsesreferater mv. Men en festival som den i Skagen er først og sidst de mennesker, som har båret den frelst gennem 40 år, om end med skrammer og ridser i lakken, fortæller Jørgen Pyndt om bogprojektet. Udover at fastholde 40 års festivalhistorie i ord og billeder, så arbejdes der også på at udgive en CD med et repræsentativt udsnit af den musik, der er blevet spillet på scenerne i alle disse år. CD"en vil blive præsenteret som et indstik i jubilæumsbogen.