Lokalpolitik

Inkasso-samarbejde signal om fremtiden

Den politiske signalværdi i at fortsætte samarbejde i denne sammenlægningstid er stor

PANDRUP: Gårsdagen borgmestermøde i Brovst tegner et nyt billede i debatten om fremtidens kommuner. Indtil nu har snakken gået over kommunegrænserne her i Jammerbugts-kommunerne fortrinsvis igennem dette medie, men i går satte borgmestrene sig over for hinanden, og der var antydningen af amoriner i luften. - Sådan er politik. Når man sidder over for hinanden, så kommer resultaterne som regel derefter, forklarede Jansen vedrørende et af punkterne på dagsordenen til det fast kvartale møde, nemlig inkasso-samarbejdet mellem Aabybro, Pandrup og Brovst kommuner. Aabybro Byråd havde udtrykt forbehold mod at påbegynde inkasso-samarbejdet, da man ikke vidste, hvor man havde Pandrup i forbindelse med den nye sammenlægning. Efter mødet skrider dette samarbejde i gang som planlagt 1. april. - Vi er enige om, at der er stor sandsynlighed for, at de tre kommuner er sammen i en ny enhed. Det eneste, vi er uenige om, er, at der er nogen, der gerne vil have flere med, siger Jansen og hentyder til, at man i Pandrup Byråd går ind for en storkommune med Løkken/Vrå og Brønderslev kommuner samt de tre føromtalte, mens de to andre har udtrykt skepsis over for at gå sammen med især Brønderslev Kommune. Hvor stor er sandsynligheden for, at Pandrup, Brovst og Aabybro er sammen i en ny enhed? - Det kan jeg ikke sætte tal på, siger Jansen. Når februar måned er ovre, er han nok tættere på at kunne komme med et tal, for efter et møde i Brønderslev 9. februar med Jens Arne Hedegaard (V) og Knud Rødbro (UP), nyt møde med Jammerbugtskommunerne 25. februar og tre planlagte borgermøder, så nærmer vi os en afgørelse. - Så vil vi have en klar fornemmelse. Ikke mindst fordi, der også vil komme udmeldinger fra andre kommuner, der måske har fundet sammen, forklarer Jansen. Frierne foregår mere eller mindre åbenlyst i Nordvestvendsyssel, hvor Hjørring, Hirtshals og Sindal ligner en konstellation, måske med Løkken/Vrå som rosinen i pølseenden. Jansen tager det stille og roligt, og frygter ikke at ende som Sorteper i det kommunale kortspil. - Med den position Pandrup har, behøver vi ikke at frygte noget, lyder det selvsikkert fra Flemming Jansen.