Aalborg

Innovation er hårdt arbejde

Virksomheder, der vil satse på innovation, kan ikke bare forlade sig på at få en god idé eller to. Der skal hårdt og struktureret arbejde til.

Det stod klart for deltagerne, da Region Nordjylland og NordDanmarks EU-kontor forleden holdt innovationskonference på Hotel Hvide Hus i Aalborg. Under overskriften "Regional indsigt - internationalt udsyn" fortalte folk fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen, Højteknologifonden, Grundfos Technology Centre og Aalborg Universitet om at arbejde med innovation. Baggrunden for konferencen er et ønske om at få øget beslutningshastigheden for nye idéer og deres udvikling i de nordjyske virksomheder. Det kniber nemlig lidt. For en del af de godt 50 deltagere - fuldt hus - var det lidt af en øjenåbner, at innovation ikke i ret høj grad drejer sig om at få Den Gyldne Idé. I stedet skal de rette kompetencer være til stede, der skal afsættes ressourcer til arbejdet, ligesom processen skal struktureres og systematiseres. Disse forhold er også nødvendige for at sikre sig, at finansieringen er plads, når idéerne skal udmøntes i praksis.-junk